AUTO: Nyt til elbilister: I 2024 åbner endnu en lynladestation i Rønne

Hverdagen for de bornholmske elbilister bliver snart nemmere, når der i løbet af 2024 åbner endnu en lynladestation i Rønne. Åbningen er et led i Drivkraft Danmarks medlemmers indsats for at styrke e-mobiliteten på tværs af hele Danmark.
“Med udrulningen af det åbne ladenetværk ’Vi oplader Danmark’ er vores medlemmer med til at øge tilgængeligheden af lynladestationer, så alle nemt og bekvemt kan tage elbilen. Vores medlemmer er med til at sikre alle forbrugere adgang til offentlig opladning, uden krav om abonnement, nem betaling og med helt gennemsigtige priser. Og med endnu en lynlader i drift på Bornholm bliver det nu også nemmere for bornholmerne at skifte benzinbilen ud med elbilen, siger Gent Grinvalds, ansvarlig for e-mobilitet i Drivkraft Danmark.
I Rønne
Lynladestationens centrale placering i Rønne gør det nemmere for både lokale og besøgende at lade elbilen lynhurtigt. Med to udtag gør lynladestationen det muligt for flere biler ad gangen at lade fra 0-80 procent på den tid, det tager at holde en kaffepause.
“Rigtig mange danskere arbejder på farten eller pendler til og fra arbejde, og der er derfor ingen tvivl om, at den øgede tilgængelighed af lynladere vil gøre det langt mere attraktivt at være elbilist, når man let og hurtigt kan oplade på farten i hverdagen. Lynladning gør det samtidig meget nemmere for turister og sommerhusejere fra andre egne at komme til og fra Bornholm i elbil i lange stræk. Det vil uden tvivl gøre en kæmpe forskel for turismen, når elbilister trygt kan besøge ferieøen Bornholm uden at have ladeangst,” siger Gent Grinvalds.










