.jpg)
For lidt over 50 år siden trådte jeg ind ad døren på en københavns ugeavis og begyndte et arbejdsliv som journalist. Det førte mig viden omkring – og i selskab med rigtig mange forskellige mennesker.
Og på forskellige avisredaktioner. Dag- og ugeblade, fagblade og magasiner.
Festlige og spændende år, i perioder måske lidt for festlige. Uregelmæssig levevis, ofte på farten udenfor landets grænser. Tidlige morgenfly, sene aftenselskaber – og en lille en til halsen i ny og næ.
Jeg er glad for, at jeg nåede at arbejde sammen med den klassiske og i dag forlængst uddøde “rigtige” journalist: En berejst person, der vidste lidt om alt, havde truffet konger og kejsere, bumser og bærme. De sidste omtalt med lige så meget respekt som de første.
Jeg husker specielt en ældre, mandlig kollega, der var arketypen på datidens journalist. Han hed Henry.
Iført en trenchcoat med kravet slået op, slipset løst bundet og en Craven A-cigaret hængende i mundvigen mindede han mest af alt om Humphrey Bogart i en Marlowe-film. Senere er det faldet mig ind, at det sandsynligvis var præcist det, der var meningen med hans tilsyneladende skødesløse fremtoning.
Altid med et avis i lommen, blok og kuglepen i en anden – og en nyudgivet bog under armen.
Ofte med en rejsetaske på vej til lufthavnen – på vej til et interview med en eller anden international berømthed.
Den pågældende færdedes med lige stor sikkerhed i restauranten på Hotel Claridge i London som på værtshuset “Hinkestenen” i København.
Samme attitude overfor grever og baroner som for smuglere og baggårdsbisser på Vesterbro. Og så kunne han skrive…
Sammen fik vi ofte en nightcap på et byens værtshuse. Naturligvis altid skotsk whisky, let fortyndet med lidt vand og et par store isklumper,
Og så fortalte han, mens jeg slugt hvert et ord. Jeg tror ikke, han bemærkede, at jeg også havde anskaffet mig en trenchcoat og løsnet slipset – men det passede ham fint, at jeg nu også røg Craven A-cigaretter, især når han løb tør for sine…
Og vi blev gennem tiden mere jævnbyrdige. Jeg kom også på større reportagerejser, traf også berømte mennesker – og flere, der ønskede at blive det.
Og så levede denne verdensmand såmænd dansk borgerligt og beskedent, når han tog S-toget hjem til rækkehuset – i Virum. Her ventede ofte en vrissen hustru, når han kom hjem, for sent – og tydeligvis ikke forfrisket gennem arbejdsdagen ved hjælp af æblemost. Man forstår hende.
Men når vi sammen sad i hjørnet i City Vinstue, med hver vores whisky, så forsvandt vi i drømmerier om – for hans vedkommende – fortidens bedrifter og store overskrifter – mens jeg drømte om mine fremtidige.
I dag er journalistlivet helt anderledes. Barselsperioder, orlov og faste arbejdstider. Ingen tobak eller alkohol på jobbet. Ingen større frokoster og sprut på bladets regning. Historierne om vilde nattefester og gigantiske taxi-regninger er ved at gå helt i glemslen.
Sundere for familieliv og helbred. Helt sikkert.
Men Henry…nutidens journalistliv havde ikke været noget for ham.
Skål, deroppe – og god weekend til alle hernede…
