.jpg)
Så blev det omsider Mortenaften, en efter min mening, af de hyggeligste aftener på året.
For det første er menuen denne aften jo storartet, i alt fald efter de fleste danskeres smag: Andesteg, med hele svineriet, som nogen lidt modsætningsfyldt siger: Svineriet består af kartofler, æbler/svedsker, rødkål – og sidst, men selvsagt ikke mindst: Andesaucen, som ikke er helt nem, i alt fald ikke, hvis den skal få englene til at synge. Og de må de naturligvis godt, særligt i aften…
Andesauce må nemlig hverken være for fed eller for tynd, den kræver håndelag.
Efter anden (så tung en spise, at forret ikke er nødvendig) sætter jeg personligt pris på en god, gammeldags æblekage, som heller ikke skal være tilberedt sjusket med dåseflødeskum og lidt rasp i bunden, nej tak: Det skal være den hjemmelavede æblekage-makronrasp, meget gerne let stænket med portvin.
Meget gerne.
Mange kender ikke årsagen til, at vi sådan, i vores fredelige del af verden (lad os håbe, det ikke lykkes for nogen at ødelægge det) kan mæske os i efterårsmørket. Det skyldes en ung mand, Martin, en romer, der havnede i det nuværende Ungarn omkring år 300 og som senere drog til Frankrig, hvor han i byen Tours tog sig af børn og syge. Men mente, han havde særlige evner til at helbrede mennesker, og de lokale ønskede hjem derfor udnævnt til biskop. Men den tjans gad han alligevel ikke, og han gemte sig i en gåsesti, da mængden kom for at hylde og udnævne ham.
Gæssene skræppede dog op, han blev fundet – og udnævnt til biskop.
Martin af Tours, senere Sankt Martin – og herhjemme Morten Bisp.
Han tog hævn over gæssene ved at beordre, at der alle borgerne engang om året skulle slagte en gås og derefter servere den som gåsesteg.
Det er i mellemtiden gået ud over de helt uskyldige ænder, der nu stort set står på alle danske middagsborde 10. november, fordi gås både er blevet for dyr og iøvrigt også er lidt for besværlig at tilberede.
Og det er ikke kun i Danmark, man fejrer Mortensaften. Også i Sverige, Tyskland, Østrig og Holland markerer man Morten Bisp.
Mortens aften.
Ret fedt at hedde Morten i dag. Jeg kender et par stykker, der hedder Morten. Og der er ikke så få, der hedder Morten i Danmark: Over 33.000 faktisk.
Og så er der Morten Hare, Morten Langøre og en genbo fra barndomsårene, som min mor kaldte Morten Løgnhals, fordi han lidt for ofte fortalte, at han tilfældigt havde truffet en af de kongelige og ført en længere samtale med dem. Han førte, efter eget udsagn, en spændende tilværelse, pågreb ofte kriminelle, fik politiets tak herfor og vandt jævnligt større pengebeløb, der blev anvendt til dyre udlandsrejser, som han berettede levende om sidenhen. Takken for disse spændende fortællinger blev øgenavnet Morten Løgnhals.
Jeg syntes, han var sjov.
Hellere Moten Løgnhals end en kammerats far, der var forsikringsmand. 25 års jubilæum i Dansk Folkeforsikrings Anstalt. Ham var der ikke meget grin ved. Det har ændret sig, skal jeg hilse og sige. Jeg kender flere forsikringsmænd, der er sjove. Det kan jeg forsikre Dem for…
God weekend – og velbekomme
