.jpg)
”Der skal to til en god kop kaffe…”
Sådan lød et af de mest berømte reklameslogans, der nogensinde er fremtryllet i Danmark. Det var så godt, at det blev indspillet på grammofonplade. Man fik ligefrem – formentlig mod en pæn betaling, skuespilleren Buster Larsen til at indsynge en calypsoagtig sang ”Der skal to til…” Det var nu ikke meget kaffe, han drak i rollen som grisehandler Larsen i Matador, men det er en anden historie.
Meningen med pladeindspilningen var, at folk og vel især husmødre, et fortidigt begreb, man knapt tør nævne i vore dage, sporenstregs skulle opsøge Den Frie Købmand og købe en friskmalet pose kaffe til at tage med hjem til Madam Blå.
Og det gjorde de så, i 1959, hvor sangen blev indspillet.
Dengang gik købmanden stadig rundt i en hvid eller brun kittel, og mens kaffemøllen malede, pakkede han omhyggeligt sukker og engelske bisquits ind til den ventende kaffetår.
Det var dengang, der var købmænd til, og det er der da heldigvis stadig.
I en by som Aakirkeby er der f.eks. to vidt forskellige: Der er Egon Jensen med sit moderne Spar-supermarked som de færreste vil undvære – og så er der naturligvis 87-årige Birgit Holm Sonne, der i sin hyggelige købmandsbutik i Smedegade holder traditionen med kaffemøllen i hævd.
Og så har vi alle Brugsforretningerne – der er næppe noget sted i landet, hvor der er så mange Brugsforretninger samlet på et sted som på Bornholm.
Her finder vi stadig noget af den gamle stemning, som i tidligere tider, hvor folk og fæ mødtes ved Brugsforeningen for at handle og slå en sludder af.
Og aftale at mødes til en kop kaffe.
For at drikke kaffe sammen er en gammel tradition i Danmark – og den er ikke blevet mindre med årene.
Faktisk er Danmark nummer tre på listen over de mest kaffedrikkende nationer i verden, kun overfået af Finland og Østrig.
Den ene kaffebar skyder op efter den anden – og for nogle år siden skete det, i alt fald for mine forældres vedkommende, utænkelige, at folk også begyndte at rende rundt og drikke kaffe på gaden.
Det er tilsyneladende smart at gå rundt med en kop kaffe i hånden, selv om det forekommer mig noget besværligt. Og skal man ikke nyde kaffen?
Jeg ser i øvrigt i en undersøgelse, at kun otte pct. af danskerne foretrækker pulverkaffe. Jeg stoler ikke på den undersøgelse.
Jeg synes, jeg ser pulverkaffe alle vegne, og jeg har en eksperts ord for, at Peter Larsens den grønne er af høj kvalitet. Jeg er enig. Den står i alt fald hjemme hos mig.
Men det gør også den dyre kaffe fra Burundi også, som jeg selv møjsommeligt maler og brygger i weekenden, når jeg har tid.
Og jeg må indrømme, at den slår pulverkaffen – selv den grønne, De ved.
Og duften, der breder sig i køkkenet, når kværnen kører…
Så begynder man at forstå de kræsne kaffedrikkere, som mange af os er blevet. Hvor en Barista betragtes på stjerneniveau, selv om i alt fald denne signatur begynder at synes, at nu bliver det lige popsmart nok.
I tidligere tider var en Barista en virkelig expresso-ekspert. I dag…
Og for mange, især de lidt ældre, er det store udvalg af kaffe på nutidens cafeer noget af en udfordring.
Skal det være en Latté? Cappucino? Macchiato? Americano? Cortado? Expresso?
Og hvor mange shots? Soya eller mælk? Kold eller varm? Stor eller lille?
Man kommer jo i tredjegrads forhør, når man bare kommer ind og vil ha en kop kaffe.
Jeg husker en ældre mand, vi kaldte ham Onkel Anders på grund af ligheden med en kendt filmfigur, som en dag ville byde mig på en kop kaffe.
Han kiggede sig nysgerrigt rundt i den travle storby, hvor vi befandt os. ”Hvor mon man kan få en kop kaffe”, sagde han.
Vi stod lige udenfor en Starbucks, som han åbenbart ikke kendte, men han gik med derind på min anvisning. Jeg kan nemlig godt lide Starbucks, selv om jeg medgiver, at kaffen er noget overvurderet.
Onkel Anders førte an, det var hans omgang.
Hans engelske var ikke det bedste, men ”Coffee” havde han sagt mange gange.
Nu blev han mødt med en byge af spørgsmål af den kvikke servitrice. Kinesisk og med kraftig amerikansk accent. Det er i øvrigt altid sjovt at høre.
Hun opgav at kommunikere med Anders og pegede i stedet op på en kæmpe tavle, hvor der stod 17 forskellige slags kaffe.
Onkel Anders hoved kørte rundt som på et kugleleje – hvorefter han satte sig på en stol med et fortvivlet suk og et bedende blik til mig:
”Gider du ikke bestille…jeg skal bare ha’ en kop kaffe, helt almindelig kaffe…”
