En god historie

Med min selvvalgte Corona-isolation har der ikke været mange besøg hos frisør, tandlæge og læge. Og dermed har jeg ikke været i kontakt med billedugeblade af ældre datoer og med æselører. Jeg ved ikke, hvad der er af nyheder fra det brogede festliv i Danmark.

Men det skulle være ganske vist, at Bubber er flyttet sammen med en fhv. barnepige, hvilket er udmøntet i en graviditet. Og samtidig kan jeg i et indlæg på Facebook se, at Bubber, 55 år er blevet morfar.

Det er en kioskbasker; far og morfar i en og samme person – men husker jeg rigtig? Bubber kender jeg for fælles fremmøde som ambassadører for fodboldklubben FCK, og hver gang han mødte mig, lyste han op i sit drengede smil, mens han sagde ”Godt at se dig!”

Det varmede med sådan en hilsen fra bedstefar til bedstefar.

I tankerne leger jeg med, at jeg er chef for et ugeblad og skal skrue en god historie sammen. Hvad er mere nærliggende end at bruge sig selv som model.

FAKTA: Jeg er på vej til afskedsgilde for den fhv. professionelle bokser Jørgen Hansen. Han har i mange år været tjener i Hviids Vinstue på Kongens Nytorv, men nu er det slut. Vi har i sene aftentimer fået mange gode snakke om hans karriere, da jeg på tv beskrev hans hverdag uden for ringen.

På vej op ad trappen fra Metroen på Kongens Nytorv, snubler jeg, og fødselsdagsgaven – en flaske rødvin – smadrer mod stentrappen. Jeg ligger oven på flasken og roder rundt, mens rødvinen som teaterblod flyder ud fra min krop. Folk træder over mig, og jeg kan mærke deres foragt for sådan en fyldebøtte.

Jeg kommer til at tænke på Engholm & Brandts tegneserie ”Fedthas,” hvor hovedpersonen kommer ud for det samme som mig. Da han ligger på jorden, stikker han fingeren ned i den sivende røde væske. Han sutter på fingeren og siger med et befriende suk: ” Åh Gudskelov – det er blod!”

Hvad ville Se & Hør have skrevet, hvis de havde fået kendskab til historien. Måske denne overskrift: ”Kendt tv-sportsjournalist roder rundt i rødvinspøl på metrostation.

Og så lige den sidste:

FAKTA: Jeg skulle i 1977 sammen med fem andre slutte mit intro-kursus hos DR med at lave en film på 120 sekunder. Jeg fik tilbudt muligheden for at leje unge skuespilaspiranter på Det Kongelige Teater. De kostede kun 250 kr. for en optagelse. Nu skulle jeg altså bruge en kvinde med bare bryster, og så var prisen pludselig 350 kroner.

Ville Se & Hør skrive: Liderlige Andersson misbruger vores licens! Benyttede sig af en nøgen kvindelig skuespillerinde.

Strammer jeg den? Ja naturligvis, da overdrivelse fremmer forståelsen. Men den havde givet mange clickbait.…

NB: Journalisters definition på clickbait er, at det er lokkende overskrifter, som lover mere, end de holder. Derfor bliver man skuffet, når man klikker på overskriften og læser artiklen.

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Den glemte helligdag

På torsdag 29.september er det Mikkelsdag. En helligdag, som næsten helt er gået i glemmebogen, og som blev afskaffet som helligdag her i landet i

Læs mere »