Jeg læste forleden en novelle om en mand, der hadede fugle. Om dem sagde han, at de irriterede ham. Med de ord som ledetråd vil jeg fortælle min egen historie.
Den første fugl jeg havde et dårligt forhold til var en Stormmåge. Den sad på naboens skorsten og skreg hver morgen kl. fem. Jeg besluttede, at den skulle dø på klokkeslæt en sommermorgen i 1968.
I den kendte sportsforretning Poul Holm i Silkegade i København lånte jeg et luftgevær, og næste morgen lå jeg på lur på førstesalen. Jeg ramte fuglen lige i højre øje. Den styrtede ned ved husets sokkel, og jeg blev så befippet, at jeg skubbede en rive igennem hækken og fik fat i fuglen. Den blev begravet i lyntempo i min baghave.
Mågen må have nået at sende en kodet meddelelse til Skagen, hvor jeg efterfølgende ferierede. Til min overraskelse havde jeg ikke besvær med at finde en parkeringsplads i den lille turistby, men da jeg senere hentede bilen, forstod jeg hvorfor. Jeg havde parkeret der, hvor havmågerne slog sig ned og klattede lystigt til højre og venstre. Min bil så ud, som om den havde fået mæslinger.
De næste tre episoder med fjedrede væsner skete inden for Danmarks Radios mure og her kom følelsesregistret i brug, bl.a. fordi jeg brugte fugle som rekvisitter for at underholde seerne.
Jeg arbejdede i studiet under VM i fodbold 1984. For at skabe munterhed i programmet, inviterede jeg en mand og hans brevduer. Alle duerne havde fået navn efter de danske spillere. Da vi nåede til duen med navnet Ole Qvist, landsholdets målmand, bemærkede jeg, at den måske havde fået navnet, fordi den var god til at ”holde buret rent.” Det affødte bemærkningen ”plat.”
Næste gang jeg fik et drag over nakken indtraf, da jeg bad en brevduemand om at kravle op på hustaget og spejde efter sine duer. De deltog i et officielt væddeløb, men havde svært ved at finde hjem. I redigeringsrummet lagde jeg Osvald Helmuths sang under billederne med teksten ”Kom hjem, kom hjem.” (Overskrævs på husets tag sidder Jensen med et flag oppe ved sit dueslag. Der er væddeløb i dag. Han har holdt sin sidste tier på sin due Kasimir. Den har sat sig på et spir, hvor det lader til, den bli’r.)
Det fandt man heller ikke morsomt i redaktionen og sidste gang man mente, at jeg havde dummet mig med fugle indtraf en søndag 1. april. Jeg var studievært og havde 10 gæslinger løbende rundt på mit bord. Jeg fortalte, at badmintonspilleren Lene Køppen havde fået 20.000 gæslinger foræret af en bondemand på Amager. Så kunne hun dyrke sine egne svingfjer for at gøre boldene bedre.
Igen blev der rystet på hovedet. Måske fordi jeg glemte at slutte med ordene: Aprilsnar!
