En efterårshilsen til forældre med udfordrede børn

Mor, jeg keder mig…

-Jamen, så glæder jeg mig til at se, hvad du finder på.

Eller, egentlig ikke, for min nu 19-årige søn, kunne i den grad, finde på mange spændende ting, da han var mindre.

Men det var dengang. I dag, hører man sjældent, at nogen keder sig. Youtube og Disney Plus, har på det nærmeste overflødiggjort alle pædagogiske forsøg på forældreinddragende aktiviteter.

I denne uge, hvor skolerne er ferielukket, har 75 pct. af min børneflok trodset Østersøen, for at besøge mig, og det er både opløftende og skønt. Den største datter har medbragt et stk. 18-årig kæreste og de to yngste har Uno og vendespil med julemotiver med i bagagen.

Halvdelen af selvsamme gruppe var ved ankomsten en anelse tynget af dårlig samvittighed over at have ”glemt” mors fødselsdag, i sidste uge. De hiver stolt hjemmesyede lavendelposer op, som de foreslår at jeg kan lægge på toilettet (?). Hunden, hvis fødselsdag de ikke har glemt, forærer de et reflekshalsbånd og en lille blinkende lampe til at sætte på selen om aftenen, for mor, så bliver Aura da ik´ kørt over. De gennemsigtige prutposer, er en fællesgave.

Lige så forskellige vores børn er, lige så meget fortjener de, at vi elsker dem, ubetinget, præcis som de er, og med dét, de hver især indeholder.

Som mor til fire, hvoraf to er udredt i autismespektret, har jeg kæmpet mange kampe. De sværeste handler ikke så meget om børnene, men om den manglende forståelse fra omverdenen. Derfor bliver jeg også følelsesmæssigt berørt af efterårsferien, der for mig er forbundet med samhørighed, familieliv og hygge. For mange familier med udfordrede børn er gået i stykker. Også min.

Men anderledes tænkende hjerner og afvigelser i genmateriale er en del af den diversitet, som et moderne samfund bør kunne rumme. Bedre. Så lav da om på systemet, i stedet for at tage modet fra alle dem, der er kantede og ikke passer ned i de huller, som nogen synes skal være runde. Måske er det i virkeligheden dem,  der har misforstået puttekasse-konceptet? For hvis klodsen ikke passer til formen, så må vi prøve et andet hul, indtil hver klods finder sin rette form. Det lærte vi jo allerede i børnehaven.

Min søn har en Asberger diagnose. Det var tydeligst i folkeskoleårene, hvor det kneb med sociale samspil og empatiske evner. Til gengæld var han virkelig kvik. Men jeg kunne ikke ønske mig en bedre søn. Og det er ham, vi ringer til, når computeren igen viser fejl 40..

Men teenageårene var ensomme. Ipaden var en god ven og han tjente lidt småpenge, ved at se reklamer, for så at ”rate” dem på nettet. En dag, da han var omkring 14 år, skulle vi købe et par nye sko til ham. Da vi kom ind i skobutikken, gik han målrettet hen til ekspedienten, og sagde: ”Goddag, har I Geox, skoen der kan ånde?”

Efter tiden med Geox, gik han over til den originale, flade blå Adidas sko, som han bar sommer og vinter, uanset vejr, fra str 41 til 44 ¼. Når han havde fundet, noget der virkede, så han ingen idé i, at skifte det ud.

Børn i autismespektret har ofte angst. Nogen, forsvinder ind i sig selv, handlingslammede, fordi de har mødt for mange krav, de ikke kunne honorere og for lidt forståelse. De har mistet tilliden til voksne og til sig selv. Der har min 12-årige datter. Skolevægrende, på tredje år.

Til gengæld er hun bemærkelsesværdig dygtig til alt håndarbejde, og husker alt hvad hun ser, også varerne i supermarkedet, hvilket kan være ret handy, hvis man mangler en ting. Og ikke selv husker, hvor man kan få den. I går tabte hun en hel æske med mini legoklodser, som hun lige havde købt i Netto. Et sæt, der skulle blive til en tredimensionel papegøje, via en omstændig opskrift. Da vi var færdige med at samle klodser op fra gulvet, udbrød hun: ”Ej vent lige, jeg kan jo se, der mangler nogen” Og sørme, om der ikke lå to små klodser under sengen..

Men til jer derude, som er forældre til udfordrede børn. Hvad enten I har formået at holde sammen som familie, eller skærer græskar alene: Tro på, at alle børn, ønsker at gøre deres bedste, men ikke alle kan. Endnu. Så hold ud, selv når de isolerer sig, og ikke kan sætte ord på, hvorfor. Lyt til deres kropssprog, og tal for dem. Det er deres medfødte ret, at blive hørt.

Det er hårdt, når familien går i opløsning, og man er medskyldig til at børnene får endnu et slag at udkæmpe. Men det største svigt for dem er måske i virkeligheden, hvis vi giver op.

Belønningen kommer, den dag du ser dit barn blomstre, fordi det bliver mødt, af mennesker med den rigtige viden og indsigt.

Jeg ved det, for min søn er landet på rette sted i livet, og dét har været alle kampene værd.

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?