.jpg)
Nu må det altså stoppe. Igen har Politiken omlagt avisen, så den fremstår som en gammeldags telefonbog, hvor man i tidernes morgen kunne finde alle KTAS-abonnenter i København. Mine forældre havde Vester 747, hvis det skulle have avisens interesse.
Men det vil det næppe. Næ, nej man samler på kvindenavne, og i forrige uges lørdagsavis var der indsamlet 689 underskrifter blandt forskere i den akademiske verden. Alle underskriverne fortæller med deres navn, at de støtter kampen mod sexisme.
Og så begynder jeg fra en ende af med en liste, der er skrevet med så små bogstaver, at jeg endnu en gang må hente luppen i skuffen og sidde i lampens skær og studere navnene: Marianne, Anette, Yvonne, Mette, Asta… osv. Jeg opfatter dem som ”Retfærdighedens soldater,” der tramper imod mig. Jeg tør knap fortælle, at jeg kender mere end 30 damer, hvilket i en alder af 80 år er meget godt. Men for nemheds skyld samler jeg dem en gang om ugen ved S-stationen i Bagsværd. Vi går derefter en tur på fem kilometer ved søen. Fællestitlen er: ”Motionshold under den lokale afdeling i Hjerteforeningen.”
Disse damer er fra min egen tid. De lader sig ikke skræmme af en mands hånd på låret. Da jeg sidste år forpustet sagde til en dame, at jeg godt kunne mærke, at jeg var blevet 79, svarede hun med skarp stemme: ”Drengerøv. Jeg er 85.” Intet kan ryste damerne, der er fra en tid, hvor kønnene på en robust måde fandt ud af at omgås hinanden. Og hvis ikke fik mændene et hak i sylten.
Hvis jeg hver uge skal læse alenlange navnelister i min avis, frygter jeg for en udvikling. Hvad gør man, når landets jordemødre klager over, at det er en lidelse for dem at forløse et drengebarn. Jeg kan lige høre dette: ”Tænk det første han gjorde var at række ud efter mine bryster!” Ingen tænker på, at den lille fyr var tørstig, og hans instinkt sagde ham, at der var mælk forude.
Og hvad med de kvindelige slagteriarbejdere, der føler ubehag ved, at deres mandlige kollegaer rører ved patterne. Men her vil jeg sige, at man overreagerer. Koen er jo død, når slagteriarbejderne skærer yveret fra.
Den radikale politiker Morten Østergaards håndspålæggelse på et damelår (kan også læses i flertal) er blevet symbolet på en sexisme-kamp mellem kønnene.
Hvis nogle kvinder ønsker at gøre gengæld, anbefaler jeg mit eget lår. Iført korte bukser kan jeg i weekenden træffes i mit køkken. Her kan man opnå hævnens time ved at lægge hånden på mit blege lår. Jeg må anbefale, at de fremmødte benytter mundbind. Ikke for coronaens skyld, men fordi jeg er bange for, at de vil bide mig i låret.
Behandlingen følges op tirsdag den 10. november, hvor vi samles til et fælles måltid mad – gåsesteg – og fejrer ”Mortens aften.” Den første kvinde, der råber: ”Jeg vil have låret” er kureret.
