SOMMER: 64 unge sangere i alderen 12-15 år kommer til Bornholm, når DR Juniorkoret i næste uge synger sine traditionsrige sommerkoncerter på øen – med plads til overraskelser undervejs.

“Det bedste af de bedste. Oplevelsen af DR Juniorkoret var ganske enkelt exceptionel, livsbekræftende og smukt.”
Sådan stod der for nogle år tilbage i avisen, da DR Juniorkoret første gang besøgte Bornholm. Siden da er der sket en del for koret, som består af 64 sangere i alderen 12-16 år. Denne sommer vender koret tilbage til øen med to koncerter tirsdag 27. og onsdag 28. juni – og desuden overrasker de unge sangere bornholmere og turister med spontane udendørs koncerter undervejs på turen.
DR Juniorkoret har i de senere år skruet markant op for deres optræden på radio og tv, hvor koret ofte optræder på lige fod med DR’s øvrige kor og orkestre.
TV-produktioner
Den seneste sæson har man blandt andet kunnet opleve koret i store tv-produktioner som “Hollywood Galla”, “Fantasymphony”, “DR Pigekorets Jul” og “Julehilsen til Grønland”. Desuden medvirkede DR Juniorkoret i DR Symfoniorkestrets store Carl Nielsen-fejring, som sendes på både DR og flere udenlandske tv-kanaler til efteråret.
DR Juniorkoret har for nylig medvirket i en Reumert-vindende forestilling på Det Kongelige Teater og er også populært på YouTube, hvor en af deres koncertvideoer har næsten 1 million afspilninger.
Koncerter og overraskelser
DR Juniorkorets mini-turné til Bornholm byder først og fremmest på to koncerter i henholdsvis Svaneke og Aa Kirke, hvor koret synger et blandet sommerprogram med både kendte og mindre kendte toner af blandt andre Poul Schierbeck, Ola Gjeilo, J.S. Bach, Phillip Faber og sange fra den danske sangskat. Der bliver også plads til mere rytmiske sange af blandt andre Kasper Winding og Lis Sørensen, og med i koncerterne er også pianist og organist Martin Seier.
I pauserne mellem koncerterne er det planen, at koret også synger små, spontane “pop-up” koncerter rundt omkring på øen, ligesom det er blevet en tradition, at de unge sangere giver passagererne på færgen til og fra øen en musikalsk overraskelse.
Nye sangere ombord
Selvom DR Juniorkoret og dirigent Susanne Wendt ser frem til at synge for det bornholmske publikum og øens mange sommerturister, er det samtidig et vigtigt formål for koret at ryste sangerne i koret godt sammen undervejs.
“Vi har lige optaget 19 nye sangere i DR Juniorkoret, så sommerturen til Bornholm er en rigtig god mulighed for at blive rystet godt sammen i koret og komme tættere på hinanden både musikalsk og socialt. Samtidig giver turen mulighed for at lave en række øvelser, som vi ikke altid har så meget tid til, når vi har vores normale korprøver i DR Koncerthuset, forklarer Susanne Wendt.
“Vi ser virkelig frem til at vende tilbage til Bornholm og opleve den særlige stemning og den smukke natur på øen, som har givet koret så store oplevelser tidligere år.”
Om DR Juniorkoret
DR Juniorkoret består af 64 sangere i alderen 12-16 år og er en del af DR Korskolen. Koret har eksisteret siden 2005, ledes af dirigent Susanne Wendt og fungerer både som selvstændigt kor og som aspirantkor for DR Pigekoret. DR Juniorkorets repertoire spænder vidt – fra danske sange og salmer over klassiske værker til helt nye arrangementer af tidens popsange og folkesange fra hele verden.
Koret deltager både i koncerter, turnéer, workshops og festivaler, og de indgår ofte i DR Koncerthusets store medieproduktioner, hvor de unge sangere optræder på lige fod med husets ’voksne’ ensembler som DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret.
Her finder det sted:
Tirsdag 27. juni kl. 19.30, Aa Kirke
Onsdag 28. juni kl. 19.00, Svaneke Kirke



