DR Vokalensemblet varmer op til jubilæum med turné til Bornholm

MUSIK: DR Vokalensemblets 18 sangere besøger for første gang Bornholm med to sensommerkoncerter fyldt med nordisk poesi, kærlighedssange og folkemelodier. Besøget markerer optakten til korets 20-års jubilæumssæson, hvor mere end hver fjerde koncert finder sted uden for København.

DR Vokalensemblet besøger Bornholm med to sensommerkoncerter fyldt med nordisk poesi, kærlighedssange og folkemelodier. (Foto: Christian Larsen © DR)

Af Cecilie Rosenmeier

Når DR Vokalensemblet sidst i august besøger Bornholm for første gang, bliver det en musikalsk optakt til korets kommende 20-års jubilæumssæson.

Onsdag 26. august synger koret i Sankt Nicolai Kirke i Rønne, og torsdag 27. august fortsætter turnéen til Gudhjem Kirke. Til begge koncerter kan publikum se frem til et stemningsfuldt sensommerprogram med nordiske korværker, kærlighedssange og folkelige melodier – fortolket af et kor, der har vundet en lang række internationale priser og udmærkelser og er kendt for sin særlige forståelse af den nordiske klang og kortradition.

I spidsen for turnéen er dirigenten Carsten Seyer-Hansen, som blandt andet er kendt som dirigent for Københavns Drengekor og kantor i Københavns Domkirke.

Hver fjerde uden for København
Selvom DR Vokalensemblet har hjemme i DR Koncerthuset, er mødet med publikum i hele Danmark en vigtig del af korets virke – også i jubilæumssæsonen. Omkring en fjerdedel af koret koncerter i den kommende sæson vil finde sted uden for København, hvor koret besøger kirker og festivaler over hele landet.

“Som en del af DR er DR Vokalensemblet et kor for hele Danmark. Derfor er det vigtigt for os, at koret kommer ud og møder publikum dér, hvor de er – også langt fra hovedstaden. Bornholm har et stærkt musikliv og nogle helt særlige kirkerum, som passer fantastisk til korets repertoire, og vi glæder os meget til at koret skal synge der for første gang,” siger Kim Bohr, som er chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2.

Svenske og danske perler for kor
DR Vokalensemblet er kendt for sin rene, nordiske klang, og det bornholmske publikum kan se frem til at høre koret i et skandinavisk sommerprogram med danske korperler af Carl Nielsen, P.E. Lange-Müller og Peter Heise. Der venter også svensk poesi og vemod hos Wilhelm Stenhammar og Evert Taube, i Gunnar Erikssons arrangementer og Bo Holtens nordiske suite, der kaster et romantisk skær over velkendte nordiske melodier.

DR Vokalensemblets sensommerprogram kan også opleves i hovedstaden inden afrejsen. Her synger koret koncert i Trinitatis Kirke tirsdag 25. august, hvor P2-vært Celine Haastrup introducerer musikken.

Koncerterne på Bornholm
Sankt Nicolai Kirke, Rønne: Onsdag 26. august klokken 20.00
Gudhjem Kirke: Torsdag 27. august klokken 19.30

Du vil måske også synes om

Badeforbud ved Arnager ophævet

BADNING: Badefrarådning ophævet ved Arnager Bugt, vest for Arnager Havn Bornholms Regionskommune ophæver frarådelsen af badning ved Arnager Bugt, vest for Arnager Havn, efter de seneste vandprøver viser fine resultater. Kommunen har modtaget svaret på de seneste vandprøver, som viser, at der ikke længere er et forhøjet indhold af tarmbakterier

Læs mere »

Her er beviset: Bornholm er solskinsøen

KLIMA: Bornholm lander på en førsteplads blandt landets 98 kommuner, når det gælder solskinstimer. Det viser en opgørelse foretaget af 1KOMMA5°.   Fra 2024 til 2025 er mængden af solskinstimer steget kraftigt på tværs af hele landet. I Bornholm skinnede solen i alt 2.127,0 timer i løbet af 2025. Det

Læs mere »

Landskabsmalerier og “skattejagt” på Gudhjem Museum

KUNST: Årets to sidste udstillinger på Gudhjem Museum afsløres ved fernisering lørdag 29. august.   Der er tale om to meget forskellige udstillinger, hvor alle værker er skabt til netop disse udstillinger, når Gudhjem Museum løfter sløret for årets to sidste udstillinger ved en fernisering lørdag 29. august kl. 14.

Læs mere »