Diabetikere: Uregelmæssig brug af medicin giver større risiko for hjertesygdomme

SUNDHED: Voksne med type 2-diabetes, som ikke tager deres medicin konsekvent, har en 27 procent højere risiko for hjertesygdomme, viser nyt studie. Effekten er endnu stærkere blandt yngre patienter.

“Den rigtige medicin er kun det første skridt. Vores studie viser, at det har en reel betydning for hjertesundheden, om man faktisk er i stand til fortsat at tage medicinen i de efterfølgende år,” siger lektor Jordi Merino fra Københavns Universitet, som har ledet studiet. (Foto: Canva)

Type 2-diabetes er forbundet med en øget risiko for hjertesygdomme. Derfor får mange mennesker med type 2-diabetes ordineret medicin, der sænker blodsukkeret for at reducere risikoen.

Men ikke alle tager deres medicin regelmæssigt, og det kan gøre dem mere sårbare. Forskere har samtidig haft svært ved at fastslå, i hvor høj grad et disciplineret indtag af medicin over flere år påvirker risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde.

Det har forskere fra Københavns Universitet nu undersøgt ved at følge medicinforbruget hos næsten 80.000 danskere over en tiårig periode. De fandt, at personer, som konsekvent tog deres ordinerede diabetesmedicin, i gennemsnit undgik alvorlige hjerte-kar-komplikationer over syv måneder længere, end personer som ikke var konsekvente i deres medicinforbrug.

Den rette medicin 
”Den rigtige medicin er kun det første skridt. Vores studie viser, at det har en reel betydning for hjertesundheden, om man faktisk er i stand til fortsat at tage medicinen i de efterfølgende år. Det understreger behovet for at tilbyde individuel støtte tidligt efter diagnosen, i stedet for at antage at recepten er nok i sig selv,” siger lektor Jordi Merino fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet, som har ledet studiet.

Et årtis medicinforbrug
Forskerne dykkede ned i de danske sundhedsregistre for at undersøge medicinvanerne. De analyserede data fra 79.510 voksne, som blev diagnosticeret med type 2-diabetes og påbegyndte behandling med ikke-insulinbaseret diabetesmedicin mellem 2005 og 2012.

Forskerne brugte en statistisk metode til at registrere udlevering af medicin fra apoteker over en tiårig periode.

På den måde identificerede de tre tydelige mønstre blandt patienterne: 41 procent var gode til at følge det anbefalede medicinindtag – i fagsprog kaldet høj adhærens. 33 procent havde moderat adhærens, mens 26 procent faldt hurtigt fra og havde vedvarende lav adhærens.

Forsnævring af blodårer
Personer, der ikke tog deres medicin regelmæssigt, havde en 27 procent højere risiko for alvorlige hjerte-kar-hændelser sammenlignet med personer, der var konsekvente i deres medicinindtag. Gruppen med moderat adhærens havde en syv procent højere risiko.

Sammenhængen var stærkest for såkaldt iskæmisk hjertesygdom – sygdomme, som skyldes en forsnævring af de blodårer, der sender blod og ilt til hjertet – med en 45 procent højere risiko hos dem, der var dårlige til at tage deres medicin fast. Gruppen havde desuden en 24 procent højere risiko for slagtilfælde.

Risikoen størst blandt yngre
Konsekvenserne var endnu mere markante blandt yngre voksne. Her var lav adhærens forbundet med en 73 procent højere risiko for hjerte-kar-hændelser før 55-årsalderen sammenlignet med personer, der tog deres medicin konsekvent. Udvikler man type 2-diabetes tidligt i livet, medfører det en større risiko for skader på blodkarrene, hvilket gør konsekvent behandling særligt vigtig i disse år.

Studiet peger også på en social dimension. Personer, der ikke tager deres medicin regelmæssigt, bor oftere alene, har lavere indkomst og lever oftere med andre kroniske sygdomme. Det betyder, at manglende medicinindtag sjældent blot handler om glemsomhed, men ofte afspejler bredere udfordringer.

Højere risiko
Forskerne tog så vidt muligt højde for disse og andre væsentlige faktorer i studiet og fandt fortsat en højere risiko for hjerte-kar-sygdom blandt personer, der ikke tog deres medicin regelmæssigt.

”Vores resultater viser, at sundhedsvæsenet ikke blot bør følge op på medicinvaner en eller to gange om året. Adgang til medicin betyder ikke nødvendigvis, at man har mulighed for at tage den hver dag. Løbende opfølgning på medicinvaner over længere tid kan hjælpe læger med at identificere sårbare patienter, før en alvorlig hjerte-kar-hændelse opstår,” siger studiets førsteforfatter, forsker Lise B. Nielsen fra CBMR.

Du vil måske også synes om

Badeforbud ved Arnager ophævet

BADNING: Badefrarådning ophævet ved Arnager Bugt, vest for Arnager Havn Bornholms Regionskommune ophæver frarådelsen af badning ved Arnager Bugt, vest for Arnager Havn, efter de seneste vandprøver viser fine resultater. Kommunen har modtaget svaret på de seneste vandprøver, som viser, at der ikke længere er et forhøjet indhold af tarmbakterier

Læs mere »

Kanonsejr på 11-1 til U16-drengene

FODBOLD: Elite Bornholms U16-drenge leverede en imponerende præstation, da holdet satte sig tungt på kampen fra første fløjt og endte med en overbevisende 11-1-sejr. Uafgjort til U14-drengene og flot sejr på udebane til U16-pigerne.   Elite Bornholms U16-drenge var mildest talt klar fra start på stadion hjemme i Rønne, og

Læs mere »

Viking/RIK: Flot sejr til KS-holdet i København

FODBOLD: Viking/RIK’s damer i Københavnsserien tog til København, så og sejrede… Dagens kamp i Københavnsserien i KFUM-Parken i Emdrup i København blev spillet i typisk dansk efterårsvejr: Sol, skyer og masser af vind, og specielt det sidste blev kampen præget af, da Viking/RIK havde kraftig medvind i første halvleg. Og

Læs mere »