Det ku’ være så yndigt at følges ad…

 

Vi er flere, der stadig venter på en happy ending. Det er os, der tålmodigt bliver siddende i biffen og venter på, at rulleteksterne er slut, for at se, om der skulle vise sig en pointe, en eftertekst, eller et clue om, at der er en fortsættelse i vente.

Den her klumme handler dog om de skibe, der allerede er sejlet. Uden dig. Enten nåede du ikke færgen, eller også sprang du selv i havet. Uanset hvad, befinder du dig på dybt vand, padlende i en gummibåd – mod strømmen – i et forsøg på at nå ind til bredden og redde, hvad der reddes kan. Med andre ord. Du træder vande, mens du forsøger at holde hovedet højt.

Et ret beskrivende billede af, hvordan det kan opleves at være fraskilt, når der er børn involverede…

I weekenden var jeg til Sjælland for at besøge min eksmand – eller rettere – mine børn, for at fejre min fødselsdag med dem.

Hurra siger jeg bare.

Hvis man synes det er svært at være gift, så skal man prøve at blive skilt. Det bliver man sjældent mere enige af.

Det hænder, at man er nødt til at bruge tid sammen med dén, man er blevet skilt fra. Men hvad gør man, når eksmanden lader sit ego komme i vejen, og bevidst glemmer, at det var ham, der ville skilles. Når han nægter at lade den gode stemning sejre, og –  end ikke for børnenes skyld –  kan få noget, der bare minder om  en tillykke lyd, over sine sammenknebne læber?

Jeg havde selvfølgelig håbet, at han havde gjort sig den ulejlighed at sætte et flag på bordet. Hjulpet børnene med at købe en lille gave, eller blot, havde opfordret dem til, at tegne en tegning, når nu de vidste jeg kom. Men næ nej.

Jeg blev skuffet.

Det er skidt, at have dumpet testen som forældre sammen, men det er nærmest værre, ikke at kunne være forældre sammen hver for sig. Det mindste man kan gøre, er da at vise børnene at man, trods alt, respekterer den anden forældre i en eller anden menneskelig grad, og gør sig et hæderligt forsøg på at være bare en smule efterlignelsesværdig. Ved for eksempel at sige tillykke med fødselsdagen, og lade dem opleve følelsen af glæden ved at glæde andre.

Ingen siger, at man behøver at være de bedste venner, eller fortrolige, når man er skilt. Det er en balance, som hvert par må finde. Men, man bør altid tilstræbe at samarbejde og kommunikere på imødekommende og ansvarlig vis, og så ellers øve sig i at give plads for hinandens nye liv, når man når dertil. Med børnene i midten, selvfølgelig, også dem, man får i bonus.

Mine veninder, der i de forrige ugers klumme, har været igennem alverdens datingsites, har også eksmænd på stribe. De drikker pænt kaffe med ”hende den nye”, når de afleverer børn om søndagen, og finder sig også i, at eks’en lige svinger forbi resterne af det fælles hjem og presser det sidste ud af boet. Min ene veninde nævnte tørt, at den latte, hun indtog forleden, hos ham og hans nye kæreste i Kbh K, blev brygget på den meget dyre professionelle espressomaskine, som hun gerne selv ville have beholdt, men som han tilegnede sig.

Til gengæld, ku´ hun jo bare beholde lampen over spisebordet, som han sagde… han gad alligevel ikke at skrue den ned. Han gad heller ikke slå græs eller rense poolen, i det hus de skulle have solgt, men han gider godt at dele pengene for salget. Nå ja, og så følger han hende på den blå avis, for at se, om hun sælger noget, som han har glemt han ville have haft…

Min seneste kæreste var også nyskilt, da jeg mødte ham. En dag, vi skulle til at lave mad, var hans grillpande pludselig væk, og halvdelen af tallerkenerne, ligeså. (Havde hun så bare taget enten de blå eller de sorte, i stedet for at efterlade fem stks af hver farve) Men pyt, de uens tallerkener var det mindste problem, i den trekant.

–  Men hvad nu hvis vi alle blev enige om, at sætte barren lidt højere og gør os lidt mere umage? Hvis vi lagde lige så meget energi i at være gode eksforældre, ekskoner og eksmænd, som vi gør i at være gode kollegaer på jobbet. Tænk, hvis vi var lidt mindre intrigante og i stedet udviste bare lidt mere situationsfornemmelse og ordentlighed.

Det ville være ren win/win. Historien gentager sig jo, og de fleste oplever selv, at være både ekspartner og ny kæreste, i en omvendt sammenhæng.

Om ikke andet, så for børnenes skyld.

 

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?