.jpg)
Jeg kører ind imellem med Flextrafik. Det kan være en stor oplevelse, men måske også ind imellem en udfordring.
Man oplever vidt forskellige chauffører og mange interessante medpassagerer. Ind imellem kan der opstå lidt kedelige situationer, hvis folk har det dårligt, eller chaufføren er lidt træt. Mange skal jo på et hospital til måske en alvorlig undersøgelse eller en lidt for spændende samtale.
Jeg kørte en dag med en lille, ældre dame. Jeg fornemmede, at jeg trods alt var af en yngre årgang end hende. Jeg så hende dog knap nok. Hun sad bag mig, men hun var en opmuntring i min og andres hverdag.
Hun kvidrede løs med positive bemærkninger og fordelte små plader med chokolade til hver og en af os. Bilen var fuld af forskellige, som alle skulle til diverse hospitaler, og vi havde en meget rar chauffør. Fra at være en lidt depressiv stemning løsnede alle op og smilte og lo. Skønt!
Den pågældende dame fortalte løs, om hvordan hun altid havde tasken fuld af chokolade, samtidig med hun bestemt slet ikke spiste chokolade selv. Hun havde tydeligvis bare lyst til at være gavmild, og hun påstod, at hun altid mødte søde mennesker.
Hun fortalte, hvordan hun gik efter tilbud. En dag faldt hun over et meget fint tilbud på marcipanbrød, og hun skildrede farverigt og humørfyldt, hvordan den handlende blev overrasket, da hun ville købe 30 marcipanbrød i alt. Nu havde hun noget at give, når hun skulle afsted med bilen til behandling på hospitalet.
Hun var lys på min vej den dag. Hun var gavmild både med sit lyse, dejlige sind, de mange sjove bemærkninger og sin smittende latter og med tasken fuld af gode gaver.
Vi er i en tid, hvor lysten til at give gaver findes, men hvor vi alle tumler med tanken om, hvad vi dog nu skal finde på, som kan glæde andre. Nogle gange kan det være næsten en byrde at skulle finde på. Vi tyr til ønskesedler. De kan næsten minde om mine lister over dagligdagens indkøb. Måske en lidt kedelig måde at vælge gaver på, men kan jo, så travlt vi har i vores tid, være en næsten nødvendig måde at købe ind på. Vi har ikke altid tid eller evne til at overraske modtageren.
Vigtigst er det dog, at vi giver gaver, ikke fordi vi nok får nogle gaver igen, og prisen for dem skal være nogenlunde den samme, men vi giver gaver for at glæde en anden uden partout at forvente at få noget igen. Gaver skal gives for at glæde og opmuntre. Gaver skal komme ud af et godt hjerte.
Gud giver også gaver. Nådegaver. Gaver, som bliver givet kvit og frit. Gud er gavmildhedens Gud. Den gamle dame i flextrafik bilen ligner ham faktisk ret meget. Også vi må bede Gud inspirere os til at give gaver på samme vis. Jeg tror nemlig ikke, det er noget, vi gør helt automatisk af os selv. Gavmildhedens Gud inspirerer os.
Gavmilde mennesker – troende eller ikke troende – er skabt i Guds billede. I et hvert menneske er der således noget Gudbilledligt. Vi kan finde og møde Guds kærlighed fra mennesker, vi møder, og måske aner de ikke selv, hvem det er, de repræsenterer lige der, hvor de gavmildt deler ud af kærlighed, visdom, godt humør, barmhjertighed og livsglæde.
Må vi i denne adventstid være Guds repræsentanter på jord og sprede livsglæde og håb i en verden, der er alt for meget præget af mørke, krig og elendighed. Som den lille dame forandrede stemningen, atmosfæren i den lidt morgensure flextrafik bil, så er det min bøn, at jeg også må være en forandring af glæde i de mennesker, som jeg mere eller mindre tilfældigt møder!
Det er sådanne mennesker, som jeg beundrer. Jeg ser det ske, når jeg på Facebook ser enkelte personer og grupper, som gavmildt giver deres tid og deres penge, så mindre bemidlede kan få en god advents- og juletid med gode gaver til deres børn, som ellers måtte mangle. Imponerende at der hele året er nogen f.eks. her på Amager, som indsamler adventsgaver, julegaver og diverse opmuntringer til mennesker, som har behov for hjælp og opmuntring. Endnu engang tak til jer!
Den allerstørste julegave, vi bliver mindet om, vi har fået, er dog det lille barn i en krybbe, som var blevet født – verdens frelser og Herre Jesus Kristus. Det var ikke et fornemt sted at blive født. Sikke en grim lugt, der har været. Absolut uhygiejniske forhold at føde i. Jesus blev født i en familie, der ikke ejede midler til et ordentligt hotelophold, og som så mange flygtninge blev de afvist: Der var ikke plads til dem, og de måtte nøjes med en stald og en krybbe til fødestue og overnatning omgivet af køer, får og geder.
Det er første søndag i Advent i dag. Adventstiden er en forberedelsestid, hvor vi fatter, hvor rige vi er, og hvor vi har mulighed for at sprede glæde, være gavmilde, og hvor vi kan gøre status over vores måde at leve livet på. Vi skal forberede os til den kommende højtid.
Jeg kan stille mig følgende spørgsmål: Er jeg en humørspreder som den gamle dame? Hun lærte mig virkelig meget om, hvordan vi til enhver tid kan være med til at ændre en depressiv atmosfære til noget glædesfyldt og godt. Lever jeg et i liv i gavmildhed og gør en forskel for mennesker, for hvem julen bestemt ikke er en glæde?
Er du trist til mode og siger: ”I år bliver det ikke jul, for alt er bare forfærdelig trist. Alt er mørke i mig og omkring mig”. Svaret er klart og sandt. Jesus blev netop født, for at Gud kunne være et lys i mørket. Det bliver også jul for dig, der har ekstra meget brug for glæde og fred. Du er elsket af Gud selv.
Glædelig adventstid! Det er ikke jul endnu, men det sker snart.
Glædelig 1. søndag i Advent og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
