En ganske utrolig konsultation hos en kvindelig læge på Hvidovre Hospital gav mig inspiration til min søndagsklumme i dag.
Hvor er der stor forskel på læger – og ja, mennesker i det hele taget. Denne læge var nærværende. Det virkede, som om hun havde oceaner af tid, hvad hun jo nok ikke havde. Hun lyttede, lo sammen med os, gav gode råd, stillede interesserede spørgsmål og gav os lykkeligvis også en god besked. Meget mere kunne siges om denne skønne læge, som gav sig selv til os i nærvær og stor venlighed. Glade tog vi hjem. Det var en rigtig god oplevelse.
At vi er fuldt ud til stede, når vi møder et andet menneske, er uendelig vigtigt.
Er vi i en arbejdssituation, kan vi nemt være så presset af dagens utallige gøremål, at vi desværre nemt kommer til at virke flygtige, fraværende og uden et virkeligt nærvær.
Jeg kan da sagtens huske, hvordan jeg også i mit arbejdsliv som præst måtte kæmpe med mine tanker om de opgaver, som lå foran mig, midt i den samtale jeg netop havde. Jeg gjorde mit bedste for at være til stede, men lykkedes det altid? Nogle gange var jeg tilmed både træt og søvnig. Det skete heldigvis også, at selv jeg kunne lytte med empati og medleven, men lidt af et under var det, når det skete.
I mange år har jeg deltaget i f.eks. årsmøder, hvor jeg kendte utrolig mange, som jeg ikke sådan til daglig var i kontakt med.
Hermed en lille erindring, som jeg ikke er så stolt af: Jeg står og taler med et par mennesker, som jeg knap nok kender, og samtalen fortsætter og fortsætter. Pludselig kan jeg bag dem, men lige i nærheden se en, som jeg kender endda rigtig godt, men som jeg ikke har set i flere år, og min opmærksomhed bliver delt.
Jeg har svært ved at være nærværende i den samtale, som jeg har, for hvor ville jeg gerne lige snakke lidt med hende, der går der. Og bare hun nu ikke forsvinder i mængden, så vi ikke får hilst på hinanden.
Jeg håber de søde mennesker, der lige ville snakke, ikke mærkede min flygtighed. Jeg mærkede den i mig selv.
Det var flovt og helt forkert hellere at ville være et andet sted, end der jeg var.
At være nærværende i mødet med mennesker, hvad enten vi kender dem eller ej, er simpelthen ufattelig vigtigt.
Vi må aldrig bære præg af hellere at ville være et andet sted.
Vi må skænke det menneske, vi møder, vores fulde opmærksomhed. Det må kunne mærkes, at vi vil det menneske, som nu er i gang med at fortælle et eller andet.
Det gælder også, når vi er alene. At kunne være i nuet. Det er aktiv hvile. Det kan betyde ny inspiration. Guds Ånd – Helligånden – kan kun få mulighed for at inspirere os, når vi f.eks. også i bønnen tier stille og lytter.
Det samme gælder, når vi skal holde en tale eller en prædiken. Nærværet betyder alt. Hvis det hele bliver liret af direkte efter et manuskript, så er der sjældent noget særligt udbytte af det sagte. Vores tilhørere skal fornemme, at det er dem, vi taler til. På en måde er der allerede en dialog i gang. Jeg ser på mine tilhørere. De ser på mig.
Jesus er os et godt eksempel.
I Bibelens evangelier møder Jesus enkelte mennesker, som han giver sin fulde opmærksomhed.
Han satte sig ved brønden, da der kom en kvinde endda lige i middagsheden, hvor ingen andre kunne drømme om at hente vand. Der var tilsyneladende så meget i hendes liv, som hun ikke var stolt af, og de andre kvinder undgik hun. Hun var bange for deres dom.
Det var bestemt ikke passende ifølge datidens normer, at en fremmed mand talte med en for ham fremmed kvinde. Jesus overskred grænser og gjorde det med frimodighed. Han både lyttede og talte. Han var nærværende og havde ikke travlt.
Denne søndags prædiketekst drejer sig om Nicodemus, som kom til Jesus om natten. Vi får i Johannes-evangeliet refereret samtalen mellem de to, og vi har en stærk fornemmelse af det nærvær, som Jesus gav denne søgende mand.
At være i nuet – og ikke have tankerne på hverken fortid eller fremtid – det er sandt nærvær.
Meget af den rastløshed og forvirring, der kan være i mennesker i dag, kan begrundes i, at der ikke er tid til at koncentrere sig om én ting eller et menneske ad gangen.
Der er visdom i den beslutning, Gud tog, da han valgte at hvile efter sit skaberværk.
Vi ville få et sundere samfund og mere harmoniske familier, hvis vi tog hviledagen eller endnu bedre hvilestunder alvorligt. Måske ville vi kunne lytte bedre til det enkelte menneske, vi møder.
Gud viser os i Jesu Kristi møde med det enkelte menneske, hvordan nærvær og oprigtig interesse i vores medmenneske kan være til stor velsignelse både for vedkommende, men også for os selv.
Vi får det dårligt selv, når vi svigter ved vores rastløshed. Når det sker, så kan vi virkelig glæde os over en nådig og kærlig Gud. Det er fantastisk, at vi altid får en ny begyndelse.
Glædelig søndag!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
