Den skønne tid i Danmark

Jeg er begyndt at rydde op. Jeg har en følelse af, at det er ved at være tiden, hvor jeg registrerer mine aktiver.

Arvingerne skal ikke have for megen besvær med løsøre, selv om de formentlig kontakter den ”Blå Avis” og sælger til højest bydende.

Og så er det lige, at jeg finder en gammel bog, udsendt på P. Haase & Søns Forlag i 1944. I bogen er indklæbet et julemærke med årstallet 1950. Et lille visitkort afslører, at bogen er fra min mormor, og hun har giver mig den i julegave, da jeg er 10 år.

På kortet skriver hun: “En lille Hilsen til dig, kære Poul, i haab om, at du vil læse denne Bog!”

Altså 76 år siden bogen blev udsendt, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde har læst den. Og så kan mine klummevenner ellers gætte, hvem der er forfatteren. Her kommer de første linjer skrevet med den retskrivning, der var gældende i krigsårene:

”Det var en solrig sommerdag, Svalerne sejlede gennem luften og Haverne langs stien prangede med skønne Roser. Klokken var lidt over fire, og der hvilede en forunderlig Stilhed over den lille by.”

Ældre har uden problemer spottet, at bogens er skrevet af Morten Korch, og bogens titel er ”Sønnen fra Vingaarden.” Det sætter gang i mit hoved, for nu kan jeg se, hvad mine søndage eftermiddage gik med: Biografture i Istedgade, hvor “Casino” altid havde premiere på en Morten Korch film.

Elskede skuespillere myldrede frem: Peter Malmberg som det gamle fiffige hoved, Poul Reichhardt som den renskurede helt, der stjal pigehjerterne og sloges med Ib Mossin om at være den mest foretrukne, og ude på fløjen kom Emil Hass Christensen i sin yndlingsrolle som overlæge eller sagfører. Og pigerne hed: Tove Maes, Astrid Villaume, Birgit Sadolin, Maria Garland og mange flere.

Mens jeg bladrer i den gamle bog, myldrer det frem med titler: “Krybskytterne på Næsbygaard”, “De røde Heste”, “Vagabonderne på Bakkegården”.

Morten Korch døde som 78-årig i 1954.

Da jeg lægger bogen tilbage, hvor jeg fandt den, sukker jeg og tænker på, hvor herligt vi havde det i Danmark i 50’erne, hvad enten det var i filmens verden eller i den hverdag, vi levede i sort/hvide farver.

Hvad vil dagens ungdom tænke tilbage på om 60 år? Vil de huske, at 2020 blev begyndelsen til nye levestandard på jorden. Vil de fortælle, at det var skidt, at man ikke skulle gå i skole, men kunne blive hjemme og spille computerspil?

Vil de fortælle om hemmelige fester i nedlagte lagerbygninger, hvor man forsøgte at skjule sig, mens smitten gjorde alvorligt indhug i aldersgruppen 10-29 år.

Jeg beslutter, at bogen skal være min bibel. Nysgerrigt bladrer jeg om til sidste side og læser disse linjer: ”Jo, Børn. Jeg siger Gud Tak for, at jeg fik lov til at opleve at Sønnen fra Vingaarden kom hjem,” sagde Farmor bevæget og gik hen og omfavnede dem.

Og for at det ikke skal slutte i den rene idyl, skal det med her, at ”Sønnen fra Vingaarden” blev indspillet i 1975. Den var dog ingen succes og er udpeget som den 17. dårligste Morten Korch film ud af de 19, der blev produceret.

Og så folder vi hænderne og synger med Poul Reichhardt: ”Er du dus med himlens fugle.”