Den franske frøæder, nå nej – han er fra Belgien…

Ikke et ord om folketingsvalget, men i stedet:

Siden jeg var dreng, har jeg været interesseret i og optaget af især engelsk kriminallitteratur. De første spændende historier af Edgar Wallace blev slugt hjemme på sofaen under en influenza.

Wallaces fortællinger, især “Den blodrøde cirkel” var så spændende, at sygdommen blev forlænget en dag eller to, inden min skarpsindige mor mente, at det var nok  – og jeg blev sendt tilbage til skolen.

Senere opdagede jeg også den fabelagtige Agatha Christie. Og som voksen er jeg gået i begge de to forfatteres fodspor i England – mange gange.

Wallace ved Greenwich Village, hvor han voksede op som adoptivsøn af en mælkekusk, ved Ludgate Cirkus i London, hvor han solgte aviser –  og i Buckinghamshire, hvor han levede en stor del af sit liv som voksen – nu som velhavende, berømt  forfatter og ejer af egen ridestald m.m.

I den herlige by Torquay i Devon (også kendt fra “Halløj på badehotellet”) er jeg gået i fodsporene på det berømte bysbarn Agatha Christie, besøgt hendes imponerende sommerhus (eller lystslot) Greenway House  – også i Devon – og som man kan besøge efter en køretur med et forrygende veterantog med afgang fra enten Dartmouth eller Paington – og som sætter passagererne i den helt rette stemning, tilbage i tiden, tilbage til de gode, gamle dage i England. Da man kunne regne med Good Old England.

Jeg spejder sædvanligvis – og desværre indtil videre forgæves – efter den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot (mesterligt spillet i tv-serien af David Suchet) og hans assistent, kaptajn Hastings (lige så mesterligt spillet af Hugh Fraser), men indtil videre er det endnu ikke lykkedes mig at træffe de to venner og makkerpar.

Jeg fortsætter imidlertid eftersøgningen af de to, og det skal nok lykkes en dag at træffe dem ombord på toget, hvorefter jeg glæder mig til at fremsige et par borgerlige ord til Poirot, som jeg synes alt for ofte undervurderer sin ven, kaptajn Hastings.

Kaptajnen har ofte med imponerende klarsyn hjulpet Poirot til at finde gådernes løsning, men bliver ofte affejet som værende ude af trit med virkeligheden.

Poirot forstår heller ikke at værdsætte kaptajnens fremragende køreevner, og kaptajnen bliver tillige ofte irettesat i forhold til sine engelske spisevaner.

Alle ved, at det engelske køkken, især før i tiden, var langt at foretrække fremfor det franske sammenkog. Er De i tvivl, kan de bare spørge Chief Inspector Japp, (mesterligt spillet af Philip Jackson) der nok ved et og andet om gastronomisk kunst.

Eller hvad? Er De ikke enig? Hvad er der galt med Dem?

Efter min mening er Poirot lige kæphøj nok, når han spiller Karl Smart overfor både inspektøren og kaptajnen.

Men hvad kan man forvente af en fransk frøæder?

Nå nej, han er fra Belgien…

God weekend…

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?