.jpg)
Jeg henter trillebøren i baghaven og kører den hen til køkkendøren. Dagen er kommet, hvor endnu en stak aviser bringes til avisbeholderen på hjørnet af min vej. Derfra køres de til en papirfabrik og ender ugen efter som æggebakker med plads til A-æg. Fint skal det være!
Avisstakken i sofaen har nået katastrofale højder og truer med at skride ud og ende på gulvet. Jeg sidder ved køkkenbaren og ser hen på bunken og gøre mig mine tanker. Et abonnement betales med 7000 kroner, og jeg tvinger mig selv til at vurdere, om jeg får valuta for pengene?
Ja det gør jeg, men kan jeg administrere mit abonnement – svaret er nej.
Hver dag slutter med dårlig samvittighed, fordi jeg ikke har udnyttet denne dyre avis nok. Politiken er velskrevet, og den er ikke karrig med indhold og holdninger. Flotte opsætninger, en avis der simpelthen kalder på ”at blive læst her og nu.”
Og det vil jeg også gerne, men i en Coronatid har jeg haft utroligt svært ved at koncentrere mig. Jeg lammes over de alenlange artikler og lader blot øjnene løbe over rubrikken og læser kun artiklens sidste afsnit.
Jeg overbeviser mig selv om, at jeg gemmer artiklen til sengetid. I tankerne banker jeg hovedpuden i facon, lægger mig tilbage og begynder at læse. Virkeligheden er, at jeg fem minutter efter taber avisen på gulvet og sover.
De store aviser i weekenden med tonsvis af spændende tillæg gør mig deprimeret. Jeg tænker på mine kollegaer, der har lagt energi i at skrive både fire og fem sider med tætskreven tekst. Jeg føler det nærmest som en pligt at læse indholdet, om ikke andet fordi jeg har betalt et dyrt abonnement. Det overrasker mig, at jeg mere nyder avisen de dage, hvor der kun kommer en avis med et kulturtillæg. De dage læses avisen i bund. Jeg hygger mig med Soduko, ATS, sporten, klummer, artikler fra korrespondenterne, en velredigeret bagside og alle læserbrevene. Slutter med et tjek på hvem, der har fødselsdag, og hvem der har stillet træskoene siden i går.
Jeg bliver mere stram i masken, når store fodboldkampe ikke omtales. En lille notits fortæller, at kampen ikke var færdigspillet ved redaktionens slutning.
Da jeg selv arbejdede på Berlingske i 60’erne var deadline først kl. 23, og der blev oven i købet trykt en anden udgave senere på natten – dog kun til københavnerne. I dag henviser Politiken til en E-avis, og her kan jeg så med kaffekoppen på computerbordet læse om herrelandsholdets pointtab i kampe mod Belgien og England.
Jeg triller ned til aviscontaineren og begynder at proppe aviserne ind igennem sprækken – hov, den artikel har jeg da ikke læst, og så lægges avisen på fortovet. Her vokser bunken, og da jeg kører hjem, er der et lille bundt aviser i trillebøren. Når der fældes træer for at trykke dagens avis, skal der vises respekt.
I gamle dage fik fiskehandleren de gamle aviser. Han betalte 10 øre pr. kilogram og truede os drenge med øretæver, hvis vi havde smuglet ugeblade ind imellem siderne. Ugebladene ”Hjemmet” og ”Familie-journalen” vejede godt til og dermed steg fortjenesten.
Men fiskehandleren kunne altså ikke pakke sine fisk ind i Knold og Tot.
.gif)
