Restauratør Christian Froberg Dahl udvider sin egen åbningstid for take-away fra onsdag til søndag – og glæder sig til at åbne Ekkodalhuset helt op til marts.

Christian fra Ekkodalhuset i Almindingen – det landskendte spisested med de berømte tarteletter – glæder sig som mange andre over, at tiden med restriktioner nu er forbi.
“Ja, det er klart, det er jo glædeligt for os allesammen. Ikke bare for Bornholm, men for hele landet. Og selvfølgelig er vi restauratører, hvoraf mange har været hårdt ramt, naturligvis glade for, at vi kan byde være gæster tilbage igen til vor restauranter…”
Penge til Tidende
Og det er ganske typisk for Christian at tænke vidt: Da det lokale dagblad Bornholms Tidende for nylig klagede sit nød, stillede han sig i spidsen for at samle penge ind til det nødstedte dagblad. For selvfølgelig skal Bornholm have sådan et.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Og Christian og hans bedre halvdel Joan er for resten ikke bare restauratører – de er også koncertarrangører i den helt store stil, og nu er billetsalget for alvor i gang til sommerens koncerter, skal vi hilse og sige. Og et lille tip: De mange af os, der er vilde med den amerikanske bluesguitarist Walter Trout, vi skal til at skynde os, der er næsten udsolgt til koncerten i begyndelsen af august.
Masser af koncerter
I aftes blev der sat billetter til salg til koncerten med “Kings of Rock”, der fyrer den af, mildt sagt, tirsdag 26. juli. Og så er der besøg igen af Shubberne, der sparker gang i en Shu-Bu-Dua-fest, der sædvanligvis får selv kreaturerne til at danse i Ekkodalen. Shubberne kommer også i begyndelsen af august. Og der kommer mange andre, bl. a.husets helt særlige ven, nordjyden Allan Olsen, der kommer til Ekkodalhuset for niende gang.
Det smukkeste sted
Og det kan godt være, at festivalen i Skanderborg kaldes for “smukfest”, men med al respekt, så slår Skanderborg ikke de smukke omgivelser, som Ekkodalhuset er omgivet af. Vi tøver ikke med at kalde koncertområdet bag selve restauranten for Danmarks smukkeste udendørs koncertsal.
Nå, gå selv ind på Ekkodalhusets hjemmeside og se, hvem der kommer og hvornår.
Suppe fra kiosken
Indtil da har Christian og Joan besluttet at åbne vinterens åbningstider for takeaway, så der nu kan hentes lækkerier fra 1. februar onsdag til søndag fra kl. 11 til 16.
Der er take-away tarteletter, der kan bestilles på hjemmesiden her Ekkodalshuset – Take-Away 2021 og hentes i tidsrummet fra kl. 14 til 16.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kiosken disker op med ”Genlydssuppen” som er en varm flødelegeret porre kartoffelsuppe med en pølse i fra Bornholmerslagten, sprød bacon topping og en hjemmebagt bolle. Alletiders efter en skøn tur i Ekkodalen. Derudover kan der købes varme drikke, fadøl, sodavand m.m.
Ekkodalhuset åbner først helt op 1. marts, idet der skal laves nogle restaureringer indendørs, der er i gang og planlagt forlængst.
(Artiklen fortsætter under billedet)

“Men så er vi også klar til en ny og forhåbentligt skøn sæson uden yderligere nedlukninger,” siger Christian, der glæder sig til gensyn med de mange faste og nye kunder, der kommer – i bogstaveligste forstand – fra nær og fjern – også udenfor landets grænser.
Og svar til flere: Ja, hunden “Ekko” er også klar til en ny sæson som firbenet opsynsmand på stedet…



