Man skal passe på med at indlede sine historier med “jeg kan huske engang som dreng…”
Halvdelen af tilhørerne forsvinder med statsgaranti ved denne begyndelse, eller endnu være: “For mange år siden…”
Men altså, jeg kan huske som dreng, i sommerhuset med mine forældre, da kom der handlende kørende forbi. Der kom mælkemanden, der kom slagteren – og min mor var blandt de mange, der benyttede sig af denne service, der forlængst er hørt op – måske med undtagelsen af Hjem-Is, der i dag triller rundt flere steder i landet.
Bedst var besøget af bagerens bil – her var friskbagt franskbrød – og nogle helt vidunderlige jordbærslikpinde, små og strålende røde, som jeg endnu husker smagen af.
Magisk var også den dag, jeg fik min første fodboldtrøje, den var blå og hvid-stribet, og der stod ØB på. Min stolthed kendte ingen grænser, men da jeg ville sove i den for tredje dag i træk, satte min mort en stopper for det. Herefter blev den kun brugt på fodboldbanen.
Det var også et magisk øjeblik, da jeg fik min første guitar – og sådan er der øjeblikke i ens liv, som man ikke glemmer. Heller ikke den første rigtige forelskelse, jeg kan huske Ælling, og den vidunderlige fornemmelse, da jeg holdt hende i hånden første gang.
Det var et magisk øjeblik, da jeg fløj over den afrikanske bush i en luftballon, og det var heller ikke værst en morgenstund at blive budt velkommen af lokale fiskere ved Bajkal-søen i Sibirien. Det var med brød, salt – og en del vodka, der fortsat gør, at det magiske øjeblik fortaber sig en anelse i tågerne.
Forleden opstod et magisk øjeblik, der næsten slået alt andet: Det foregik i den berømte Riwer Kwai i Thailand, beliggende i den smukke Kantchanaburi-provins.
Sammen med en gruppe andre blev jeg inviteret med ombord på en stor tømmerflåde, der blev trukket opstrøms af en såkaldt “longtailboat” – den lange, slanke båd med den lange, snurrende propel.
Vi skiftede til badetøj og redningsvest undervejs – og efter at have sejlet en lille kilometer op ad floden blev der gjort tegn: Spring i!
Vi kiggede lidt på hinanden, hvem skulle springe i først? Var der mon fisk i vandet, der ville bide? Strømmen var også ret rivende, mildt sagt.
Men så var der to unge thai-mænd, der sprang i – og ved siden af mig en ældre mand fra Canada, der sprang i med et plask. Så blev der kigget på mig, og der var ingen anden udvej end at springe i.
Herefter opstod magien: Vi kunne simpelthen blot lade os flyde med, vi gled ned ad floden, drevet af strømmen, en storsdlået oplevelse.
Vi flød afsted med strømmen i skumringen, langs flodbredden hørte vi urskovens mange lyde, ellers var alt ganske stille, kun hørte man de andres stemmer undervejs. En magisk oplevelse, der aldrig skal blive glemt. Og forhåbentligt gentaget ved en anden lejlighed.
Vi nærmede os nu vores ressort, hvorfra vi var blevet sendt afsted med tømmerflåden – og “landingen” foregik som et jetfly på et hangarskib: Vi blev hægtet fast og hevet ind til bredden, hvorefter turen gik op til en rygende varm thai-suppe, Geang Jued, som minder om en klar, dansk suppe med kødboller, gulerødder og tofu i stedet for melboller. Bagefter sprødstegt kylling med krydret sauce og ris – og til sidst den vidunderlige frugt, Pomelo, der minder om en sød grapefrugt.
Til lyden af floden Kwai slumrede vi ind – efter et magisk øjeblik.
God weekend…
