Danskerne søger sundere liv på landets højskoler

HØJSKOLER: Også på Bornholms Højskole oplever man, at interessen for kurser for krop og sind samt vandre- og cykelture er steget

Bornholms Højskole – et sundere liv er blandt valgmulighederne. (Foto: Finn Edvard)

 

Ferien lakker mod enden, og for mange betyder det, at den søde og fede julemad skal pakkes væk, og at det er tid til at formulere nytårsforsætter om et sundere nyt år med mere motion, grønne måltider og mindre tid foran en skærm.

Et af stederne, hvor de nytårsforsætter bliver ført ud i livet, lader til at være på landets højskoler.

Her er interessen for sundhed og velvære steget markant de seneste år. Det viser tal fra Folkehøjskolernes Forenings database over fag, der udbydes på landets godt 70 folkehøjskoler.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Solveig Thorborg – forstander på Bornholms Højskole

 

Og det bekræftes af Solveig Thorborg, der er forstander på Bornholms Højskole på Almindingsvej ved Aakirkeby.

Hun fortæller om øget søgning til f.eks. kurser om krop og sind samt de ophold med “Bornholm på cykel”, der begynder til juni. Der er også tilbud om yoga på Bornholms Højskole samt kurset “Stejle stier” for dem med gode ben og andre vandreture.

Sundhed er i vækst
Alle højskolers kurser registreres i en database, hvilket giver et indblik i, hvilke emner der er populære, og her lader sunde fag altså til at være i vækst på højskolernes korte kurser af en til to ugers varighed.

(Artiklen fortsættes under billedet)

De seneste år er interessen for fag om sundhed og velvære steget på ugekurserne på landets højskoler. (Foto: Ulrik Jantzen)

 

Ser man på de seneste tre år, blev der for eksempel udbudt 146 fag om sundhed på højskolernes korte kurser i 2022, mens det i 2024 har været 224. Dermed har sundhed sneget sig ind på top-10 over populære fagemner på højskolerne. Fag med motion er i samme periode gået fra 126 til 152, mens idræt og sport er steget fra 78 til 103.

Samtidig lader naturen til at trække i danskerne. Siden 2022 er antallet af udbudte kurser med vandring vokset fra 149 til 161 i år, fag med outdoor er gået fra 101 til 126, og friluftsliv er gået fra 81 til 115.

Bryd dårlige vaner
Hvordan tallene for 2025 ser ud, er endnu for tidligt at sige, da folkehøjskolerne løbende opretter flere kurser i databasen. Men de foreløbige tal peger på, at tendensen fortsætter, siger Betina Egede Jensen, der er generalsekretær hos Folkehøjskolernes Forening.

”Vi har ikke tal på, hvor mange der vælger de enkelte fag, men når udbuddet af en specifik type fag stiger, er det typisk, fordi højskolerne fornemmer en øget interesse. De seneste år lader det til, at højskolerne har forsøgt at gribe efterspørgslen på fag, der vedrører sundhed,” siger hun og tilføjer, at et højskoleophold netop kan være godt til at komme i gang med de sunde vaner.

Brug for hjælp
”Mange danskere har et ønske om at blive mere sunde, både fysisk og mentalt, men det er lettere sagt end gjort. Nogle gange har man brug for hjælp eller motivation til at bryde dårlige vaner eller komme i gang med det nye. Her kan det for eksempel hjælpe, at man har dygtige og engagerede undervisere og mennesker omkring sig, som vil med ud at være aktive i det fri.”

Korte kurser er populære
Hvert år tager omkring 11.000 primært unge på lange højskoleophold i Danmark, mens godt 37.000 danskere er af sted på et kortere ophold. Sidste år blev der udbudt 1114 korte kurser på landets højskole, og i 2025 er tallet på nuværende tidspunkt 1134.

De korte kurser er populære, hvilket ifølge Betina Egede Jensen skyldes flere ting.

”Størstedelen af dem, der tager af sted, gør det for at få gode oplevelser, mens mange gerne vil dyrke interesser som sport, historie, sang eller kreative fag, og en stor del vil gerne møde nye mennesker. Det er vigtigt, at højskolerne kan være et sted, hvor man kan få ny livsenergi og føle sig som en del af et fællesskab.”

Populær keramik
Udover sundhedsfag er traditionelle temaer som lokalhistorie, sang og historie fortsat populære på de korte højskolekurser. De seneste år er ”håndens fag” også blevet populære, og mange tager på kurser, hvor de kan sy, strikke, lave keramik eller male.

Keramikkurser ser selvsagt meget populære på Bornholms Højskole og sommerens kurser i dette og akvarel er udsolgte, omend der er mulighed for at komme på venteliste.

Seneste artikler

Fik du læst?