.jpg)
Vi kan nok godt blive enige om, at 2020 har været noget af en udfordring at komme igennem. Selvom der er to måneder endnu, så er jeg klar til at passere målstregen og rykke frem til starten af et nyt år.
Når jeg har gode snakke med veninderne, siger de: ”Jo, men Pernille, der var nok noget, vi skulle lære, for vi udvikler os jo i modgang”.
Det kan godt være, svarer jeg. Men hvad nu hvis man ikke gider lære mere lige nu? Ikke ORKER mere følelsesmæssig rod, ikke orker flere kampe med eksmanden, systemet, eller hvad man nu er oppe i mod? For ikke at tale om, at blotte sig i tillid til ny kærlighed.
”Så kan man bare lade være, svarer de”. Forstået på den måde, at man kan forsøge at lukke af for følelser og indtryk, af den slags der gør så godt, men også gør så ondt. Hader, når de er så kloge. For de har jo ret.
Jeg kender en modig, ærlig, reflekterende, vedholdende, autentisk, og omsorgsfuld mand. En ven uden sammenligning, da det var mest nødvendigt. Men selvom foråret var tungt for ham, har han nu fundet den eneste ene, og deler lykkeligt fotos af de håndskrevne kærlighedserklæringer, hun efterlader ham på køkkenbordet, når hun tager på arbejde om morgenen. Det varmer mig, uendeligt meget.
Alle mennesker, voksne som børn, har fortjent at blive elsket. At få lov at give og modtage, på godt og ondt, og mærke den umiddelbare og betingelsesløse kærlighed, som man deler med sine børn.
Nu tænker du måske, hvorfor jokker hun rundt i følelsesmæssig pladder igen. Det gør jeg fordi, det ikke er til at komme udenom. Fordi Coronaen har gjort os opmærksomme på de nære værdier, og selvom den ikke har noget med ovennævnte episoder at gøre, så er balancen ude af trit. Alt det vi plejer at opleve som modvægt til svære ting, og dét der skal fylde os med glæde og oplevelser uden for hjemmet, er indstillet.
Dem der lever alene, er blevet endnu mere ensomme, og alle andre, er bange for at miste de mennesker de holder af.
Alligevel, er det slet ikke det, jeg er mest bekymret for.
I år, har jeg haft meget tid til at tænke over, hvad det er der gør, at de fleste mennesker ind imellem, formår at skræmme mig fra vid og sans, med deres væremåde. Nu har jeg fundet svaret.
Tillid. Det er simpelthen fordi, jeg som udgangspunkt, har stor tillid til alle jeg møder, uanset hvem de er og hvad de laver. Problemet opstår, hvis personen vælger at forvalte den tillid jeg udviser, på en uhensigtsmæssig måde, og jeg bliver tvunget til at nedjustere mit billede af, eller mine forventninger til, den pågældende. Det der påvirker mig mest, er, når jeg oplever ondsindethed eller manipulation, når dem jeg har sat min lid til, svigter.
Hvis jeg lader mine tanker, gange den frygt, gevaldigt op, så når jeg til min virkelige bekymring. Globalisterne. Dem der styrer vores verdensøkonomi og har så stor magt og indflydelse, at de kan få alle de store med sig om bord. De samles hvert år i et forum i Schweiz, og sætter dagsordenen for hele verden.
For Coronaen, hvad er den egentlig og hvem står bag? Hvorfor forsvinder, eller udskammes dé, der udtrykker kritik, og hvorfor må man ikke længere Google navnet på et gammelt malariamiddel, som nogen hævder er kuren….
Hvorfor bliver fotos manipuleret negativt, og hvorfor kender vi mange, der har haft influenza, men måske ingen, der har haft Corona… Hvad nu hvis, den gale mand ”over there”, i virkeligheden er det lille barn i folkemængden, der har opdaget, at kejseren slet ikke ”har noget tøj på” og hvad er der egentlig i den vaccine, som vi alle kan blive tvunget til at tage?
.gif)
