Center for Ældre på vej med ny organisering


I løbet af det kommende år vil hjemmeplejen og plejecentrene blive samlet i syv centre, og alle faggrupper der arbejder på området vil skulle arbejde tættere sammen. Omorganiseringen sker for at sikre, at kommunen også i fremtiden kan levere en høj faglig kvalitet i serviceydelserne til vores ældre borgere.

Hjemmepleje og plejecentre samles nu i syv centre på Bornholm. (Arkivfoto)

I denne uge er medarbejdere, tillidsrepræsentanter og fagforeningen, FOA blevet præsenteret for en ny måde at organisere kommunens hjemmepleje og plejecentre på.

Planen for omorganisering er blevet til med udgangspunkt i den analyse, der blev gennemført af ældreområdet henover en treårig periode, og som blev afsluttet sidste år. Formålet med omorganiseringen er at sikre, at kommunen også i fremtiden, og med udsigt til mangel på arbejdskraft, kan levere en høj faglig kvalitet i ældreplejen.

Tættere samarbejde

Med den nye organisering er der lagt op til at samle hjemmeplejen og plejecentrene i syv kraftcentre fordelt ud på øen, hvorfra der både drives plejecenter og ydes hjemmepleje. Med den nye organisering lægges der også op til et tættere, fagligt samarbejde omkring borgerne og deres behov. Sygeplejersker, SOSU-medarbejdere, terapeuter og visitatorer skal ganske enkelt rykke tættere sammen og hjælpe hinanden med at yde den bedst mulige service og hjælp.

Ingen frygt for jobbet

Center for Ældre understreger, at ingen af de nuværende medarbejdere i centeret har grund til at frygte for sit arbejde, da der ikke er tale om at spare eller nedlægge arbejde. Kerneopgaverne vil også i fremtiden være de samme som nu blot i en ny organisering. Omorganiseringen lægger desuden op til at de enkelte teams får større indflydelse på egen planlægning, og at de bliver mere selvledende.

Løbende forandringer

Processen med at gennemføre forandringerne og omorganisering er nu begyndt og forventes at tage det meste af 2023. Forandringerne vil ske løbende, og undervejs vil alle der er berørt af ændringerne blive taget med på råd og løbende blive orienteret om de konkrete tiltag og forandringer.

Seneste artikler

Fik du læst?