Byens stolthed? Nej, snarere end skamplet…

“Man bliver næsten oplært i at hade Norge…”

Jeg hørte i mine år som sportsjournalist mange idiotiske udtalelser fra sportsfolk, men topnummeret blev jeg præsenteret for i Søndags-Berlingeren: Her forklarer 19-årige spiller på ishockeylandsholdet, jeg vil gøre ham den tjeneste ikke at skrive hans navn, at han er oplært i at “hade” Norge:

“Vi har mødt dem så mange gange op igennem de forskellige ungdomslandshold, og så får man lidt et hadforhold til dem…”

Jeg bliver trist, når jeg læser sådan noget – trist, fordi en dansk landsholdsspiller giver udtryk for så afstumpet et synspunkt – trist, fordi had og vold breder sig mere og mere i dansk idræt.

Bevares, så sandelig ikke i alle idrætsgrene – der er heldigvis stadig sportsfolk, der tager til træning og til kamp med det formål at få noget god motion – og have det sjovt med andre – og for hvem vold og had ligger fjernt.

Tak for det.

Men der er altså også de, der gerne vil “hade” deres modstander – og store dele af publikum til fodbold, der ikke har fattet en dyt af formålet med sporten – men møder frem godt bedøvet af fadøl, rødrandede øjne og med bøvede stemmer sætter i med hadefulde tilråd til modstanderne og deres tilhængere.

Vorherrebevares.

Det startede i det små med udtrykket “håneretten”. Et mærkeligt udtryk, der desværre blev adopteret også af vores bedste idrætsfolk, der åbenbart havde fået den opfattelse, at man kan håne andre, bare fordi man har været bedre i en sportskamp.

Det havde klædt de pågældende at udnytte trøsteretten i stedet…

Og det er foreløbigt endt med, at en klubs tilhængere møder frem med skriftlige opfordringer til at slå og sparke på modstanderne.

Hvor lavt kan det blive…?

Det er ganske enkelt forargeligt, at dette samfund skal bruge så mange penge på sikkerhed og politistyrker, når to af landets bedste fodboldklubber skal møde hinanden.

Bydelen Østerbro i København ligner et område i borgerkrig – bare fordi der skal spilles en fodboldkamp. Skammeligt, at den bydel, hvor fodboldspillet blev født i Danmark, nu skal belemres med nogle berusede og skrigende narrehatte, der ingen virkelig interesse har for fodboldspillet – men for at skab vold og uro omkring det.

Og skammeligt, at skatteyderne skal finansiere politiets mange mandskabstimer i forbindelse med de fodboldkampe, der bliver spillet af fodboldspillere, der køber biler og ejendomme i millionklassen.

Man kan håbe på, at justitsminister Peter Hummelgaard gør alvor af sine trusler om at lade de to klubber Brøndby og FCK afvikle deres indbyrdes opgør uden tilskuere. F.eks. i de næste to sæsoner. Så kan de måske lære at udøve lidt selvjustits i egne rækker. Men det er måske for meget forlangt af vor tids politikere, at de gør alvor af deres trusler? For sædvanligvis har de det med at puste sig op som løver – og falde ned som lam.

“Byens stolthed” kalder den ene klub og dens tilhængere sig…

Ingen af klubbernes tilhængere har pt. noget at være stolte af.

De skulle i stedet skamme sig…

God weekend – og helst uden fodboldvold…

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?