LITTERATUR: Hakon Holms Forlag i Rønne udgiver spændende bog: Ukraine-krigen set indefra med 15 personlige beretninger fra korrespondenter, eksperter, forsvars-analytikere, ambassadører og politikere.
Hvor var du, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022? De fleste kender svaret.
Og i bogen ”Nyt fra Ukraine” får læserne et unikt indblik i, hvordan eksperter personligt oplevede optakten til Ukraine-krigen og natten, hvor den brød ud.
De fortæller, hvad der skete i “maskinrummet” i Folketinget, i udenrigsministeriet, på redaktionen og på ambassaden.
(Artiklen forsættes under billedet)
De fortæller om deres efterfølgende oplevelser ved fronten, ved massegraven i Butja eller i mødet med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj. De fortæller også om deres baggrund og interesse for forsvars- og sikkerhedspolitik, deres arbejdsmetoder og de tanker, som de gør sig, før de formidler deres analyser til danskerne.
Sidst giver de et bud på fremtiden for både Ukraine, Rusland og Danmark, når krigen en dag slutter.
1.000 dage
Bogen udkom tirsdag 19. november – 1.000 dage efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022.
“Da jeg gik i bad om morgenen, tændte jeg for radioen. Jeg vidste godt, hvad de ville fortælle os alle sammen, og alligevel slog det luften ud af maven på mig: Et frit europæisk land var igen udsat for et russisk angreb. Jeg tænkte på mine børn. På min familie. Jeg tænkte på alle de bange og ulykkelige ukrainske familier, der mindede om vores, og som nu fik deres verden knust. Helt uskyldige mennesker, der ville blive ofre for en gal mand og et paranoidt naboland. Tårerne fik frit løb ned ad mine kinder. Så tørrede jeg krop og øjne, tog tøj på og tog ind til Christiansborg.”
Sådan skriver Venstres forhenværende formand, Jakob Ellemann-Jensen i bogens forord og stiller derefter en række spørgsmål:
(Artiklen fortsættes under billedet)
Hvad er det for en logik, der ligger bag Putins rationale om at ofre så mange unge russiske mænd i en krig mod det, han hævder, er et broderfolk? Hvad er det for mekanismer, der går i gang i den danske udenrigstjeneste, når noget så voldsomt sker? Hvilke overvejelser ligger bag den massive danske støtte til Ukraines frihedskamp?
Og hvad er fremtidsperspektiverne? Hvordan kommer Europa, Ukraine og Danmark videre, og hvordan kan vi få et tåleligt forhold til Rusland igen?
Det er nogle af de spørgsmål, bogen her skal gøre os klogere på. For vi er nødt til at forstå krigen og dens betydning for os bedre.
De 15 eksperter
Med eksperternes beretninger vil læseren få en dybere forståelse for krigen, dens baggrund, dens personligheder og dens indvirkning på verden – samt et indblik i, hvordan formidlingen af så komplekse og alvorlige emner foregår.
De 15 eksperter er:
Carsten Søndergaard, tidligere ambassadør i Rusland
Charlotte Flindt Pedersen, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab
Claus Mathiesen, lektor på Forsvarsakademiet
Claus Borg Reinholdt, korrespondent for TV2
Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker i DIIS
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Den danske Ukraine komité (forord)
Jeppe Kofod, tidligere udenrigsminister
Kim Bildsøe Lassen, vært på ”Krigens døgn”, DR
Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa
Mads Korsager, forsvarskorrespondent i DR
Mykhailo Vydoinyk, tidligere ukrainsk ambassadør i Danmark
Ole Egberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Ukraine
Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet
Thea Pedersen, korrespondent for bl.a. Jyllands-Posten, Politiken og Weekendavisen
Valentyna Shapovalova, forsker i russisk propaganda og desinformation, Københavns Universitet