LITTERATUR: 68-årige Jan Elleby fortæller i en ny slægtsroman “Dem før os” om sin oldefamilie fra Listed, der levede på øen i 1800-tallet
Er man interesseret i at vide mere om, hvordan hverdagslivet var på Bornholm i 1800-tallet, så er der meget stof at hende i Jan Ellebys nye slægtsroman “Dem før os”. Bogen udkommer på Forlaget Forfatterskabet.dk fredag 8. november.
Jan Elleby er født i Rønne netop 8. november, i 1955, og søn af Hakon og Kirsten Elleby. Han voksede op i Storegade med udsigt over Østersøen sammen med sin storesøster Jytte, der stadig bor i Rønne med sin mand, Niels.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Jan forlod Bornholm i 1977, hvor han blev ansat i politiet. Der var han i hele 41 år, inden han gik på pension i 2019.
“Det gav tid til slægtsforskning, og da meget af min fars familie dukkede op, fik jeg lyst til at skrive om deres liv. Bogen hviler på tre ting: Slægtsforskning, historielæsning og plausible dramatisering,” fortæller Jan Ellebye, der i dag bor i Aarhus.
Slægtsromanen tager udgangspunkt i Jans oldefamilie fra Listed og følger mange grene af familien og disses interessante livsskæbner i årene fra 1800 til 1900. Det er Jans farmor, der pryder forsiden.
(Artiklen fortsættes under billedet)
En ekstern redaktør skriver bl.a. om bogen:
“Undervejs følges læseren ind i både store glæder og dybe sorger, der ofte har hængt sammen med rigets udvikling, og det er tæt på umuligt ikke at leve sig med ind i det store, velbeskrevne persongalleri. Dette skyldes ikke mindst forfatters leg med sproget, der undertiden er lige så poetisk, som det er brutalt, når en hård skæbne beskrives. Husk Kleenex! Gennem sproget tydeliggøres også en særdeles grundig research og stor historisk viden. Målgruppen er fortrinsvist voksne, som er interesserede i forholdene blandt især fattigfolk på Bornholm i 1800-tallet, sociale problematikker i almindelighed og vedkommende historiefortælling. Sjældent har jeg læst en bog, der er så svær at lægge væk. Bogen er bragende god!”