Bornholm skal også høres

DEBAT: Region Østdanmark skal fødes med flere sundhedsråd og stærkere demokratisk repræsentation, skriver Camilla Hove Lund, sygeplejerske, der bejler til posten som Venstre-spidskandidat og dermed regionsrådsformand i den kommende fusion mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland,   nuværende spidskandidat og formand for Venstres gruppe i Region Sjælland og viceborgmester i Holbæk.  

Bornholms Hospital

  

Af Camilla Hove Lund (V)

Den kommende Region Østdanmark, som opstår med sundhedsreformens fusion af Region Sjælland og Region Hovedstaden, skal drive sundhedsvæsen for 2,8 millioner danskere. Halvdelen af det samlede danske sundhedsvæsen.   

 Og det er en kæmpe opgave. Alene fusionen er en kæmpe opgave, som bare skal lykkes. Men også den fremtidige drift og udvikling af hospitaler og de mange nære sundhedsløsninger helt tæt på borgerne, kræver, at den nye region får den største mulige demokratiske legitimitet.   

 Så danskerne føler sig hørt, set og respekteret af den region, der skal levere det sundhedsvæsen, som de møder, når de er syge og har brug for hjælp. Derfor har jeg en appel og en ønskeseddel til regeringen og Folketingets partier, mens de netop nu forhandler sundhedsreformen:   

Jeg mener, den nye Region Østdanmark skal fødes med den stærkeste demokratiske repræsentation – og et regionsråd, der er større end de 41 medlemmer, regeringen oprindelig foreslog.  Og jeg mener, vi får brug for flere af de nye sundhedsråd, som regeringen forestiller sig skal levere de mange sundhedsløsninger helt tæt på borgerne. Region Sjælland er i den sundhedsreform, Folketingets partier forhandler netop nu, delt op i kun to nye sundhedsråd. Og Region Hovedstaden er delt i fire sundhedsråd. 

Men det er altså ikke nok, hvis sundhedsrådene skal lykkes med at skabe de nære mange sundhedsløsninger, der matcher det konkrete behov i landets kommuner, som har vidt forskellige udfordringer. Det fremgår af den ønskeseddel til den nye reform, som jeg har præsenteret for indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), der står i spidsen for forhandlingerne. 

Regeringen leverer med sin sundhedsreform helt grundlæggende redskaberne til at vi kan levere et bedre sundhedsvæsen til danskerne. Et mere nært sundhedsvæsen med flere læger, mere forebyggelse, nye behandlingsmetoder og ny teknologi, som løfter kvaliteten. Og ikke mindst et stort antal kronikerpakker, som skal løfte kvaliteten af den behandling, som stadig flere patienter med kroniske sygdomme får gavn af.   

Jeg mener virkelig, sundhedsreformen er vejen til at danskerne får flere gode år i deres liv. Så vi ikke kun lever længere, men også får et længere liv med livskvalitet.   

 Sundhedsreformen er den helt rigtige medicin til det danske sundhedsvæsen på et tidspunkt, hvor vi i løbet af få år får dobbelt så mange ældre over 80 år, og også får mange flere patienter med kroniske sygdomme og patienter, der lider af flere sygdomme på samme tid.  

Jeg tror virkelig på, at sundhedsreformen retter op på de problemer med lægedækning og kvalitet i det nære sundhedsvæsen, som jeg i årevis fra regionsrådet i Region Sjælland og de sjællandske kommuner, hvor jeg både har været politiker og været leder i sundheds- og ældreområdet gennem mange år, har kunnet se, at borgerne i Region Sjælland blev mødt af.   

 Det er kæmpe stort, at regeringen har lyttet så meget til os i kommunerne og regioner, der står helt tæt på danskerne, når de bliver syge.  

 Jeg tænker også, at regeringen rammer rigtigt med sundhedsrådene, som skal binde de regionale og kommunale indsatser sammen tæt på borgerne. Sundhedsrådene bliver født med klare kompetencer og faste økonomiske rammer. De skal levere på det, som sundhedsklyngerne aldrig fik mulighed for. Det er rigtig godt.  

Men 17 sundhedsråd til hele Danmark er meget lidt. Jeg mener, der skal være flere – fordi det netop er de helt nære sundhedstilbud, sundhedsrådene skal skabe.   

Vi skal skabe noget, der bedst muligt matcher de helt konkrete udfordringer og behov i lokalsamfund i hele Danmark.  Bornholm inklusive.  

Og der må jeg bare sige, at de udfordringer altså er meget forskellige fra område til område og fra kommune til kommune. Derfor appellerer jeg til regeringen om at kigge på antallet igen.    

Samtidig appellerer jeg til regeringen om at udvider de kommende regionsråd fra det antal på 41, som regeringen har foreslået.  

Region Østdanmark får 2,8 millioner indbyggere. Vi skal drive halvdelen af det samlede danske sundhedsvæsen.   

Og for mig er det vigtigt, at det også sker med baggrund i en bredt forankret demokratisk struktur, hvor alle dele af den nye region er repræsenteret i det nye regionsråd. Om det sker, afhænger selvfølgelig af, hvordan borgerne stemmer, når der er valg.  Men for mig at se er 41 medlemmer af det nye regionsråd meget lidt.     

Det er jo samme antal som Region Hovedstaden og Region Sjælland hver for sig har i dag. Til gengæld har Københavns Borgerrepræsentation altså 55 medlemmer.   

 Jeg tænker, vi kan give Region Østdanmark en stærkere demokratisk legitimitet med et regionsråd, der er større end det, regeringen oprindelig har lagt op til.   

Hvis Københavns Borgerrepræsentation kan fungere med 55 medlemmer, tænker jeg altså også, at det giver mening at det nye regionsråd i Region Østdanmark får en bredere demokratisk repræsentation end de 41 medlemmer, der lægges op til.   

Det handler ikke så meget om tallet – men om at sikre danskernes tillid til det kommende regionsråd i Region Østdanmark.  Det handler om at alle føler sig set og hørt. Bornholm skal høres – lige som alle andre dele af den nye region. 

 Trygheden og tilliden til vores sundhedsvæsen og det regionsråd i Region Østdanmark, som skal drive halvdelen af det danske sundhedsvæsen, er helt afgørende for den gensidige tillid og samhørighed i Danmark.   

Seneste artikler

Fik du læst?