Bornholm går med i ny kampagne: En barndom uden vold

BØRN: Ny oplysningskampagne for en barndom uden vold henvender sig til os alle – Bornholm er med

Hvert 6. barn i Danmark udsættes for vold – det skal stoppes. (Modelfoto)

 

I gennemsnit anslås det, at hver sjette barn i Danmark vokser op med vold – men ingen børn må udsættes for vold. Bornholms Regionskommune er gået med i en landsdækkende oplysningskampagne, der skal gøre os alle klogere på vold mod børn, og hvordan vi sammen kan stoppe den.

I de senere år er et fællesskab af aktører på tværs af sektorer og på tværs af det offentlige og private vokset frem – aktører, som sammen vil forebygge vold og hjælpe voldsudsatte børn bedre i fremtiden. Vold mod børn er et komplekst problem, som ingen kan løse alene.

Stoppe det sammen
Det kan være svært at vide, hvornår og hvordan man skal blande sig, hvis man har en mistanke, eller oplever, at børn udsættes for psykisk eller fysisk vold. Oplysningskampagnen; ”På Lærkevej vokser hvert 6. barn op med vold”, som skydes i gang i dag og kører de næste tre uger, skal starte en dialog som kan gøre os danskere klogere på vold mod børn og på, hvordan vi sammen kan stoppe den.

Lærkevej er det mest almindelige vejnavn i Danmark. Overskriften i kampagnen skal derfor forstås som et billede på, at vold mod børn ikke kun sker i bestemte miljøer, men kan finde sted overalt.

Bornholm bakker op
Bornholms Regionskommune bakker op om kampagnen og har meldt sig ind i partnerskabet, som består af en række kommuner, organisationer og politi. Formand for kommunens Børne- og Skoleudvalg, Karen Lynn Jacobsen (A) siger:

”Ingen børn skal vokse op med vold, det kan de fleste nok være enige om, alligevel skønnes det, at ca. hvert 6. barn vokser op i utrygge omgivelser med vold tæt inde på livet. Tiden er til, at vi får taget en kollektiv, åben samtale om, hvordan vi kan ændre billedet i fællesskab og får vendt statistikken. Kommunen bakker op om denne kampagne ud fra et ønske om, at vi kan være med til at starte åbne samtaler om, hvad man selv har gjort, gør eller vil gøre, hvis man får kendskab til, eller bliver bekymret for, vold mod et barn.”

Sig din bekymring højt
Har man brug for råd kan man ringe til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888. Har du viden, eller begrundet mistanke, om at et barn – eller ung – udsættes for overgreb kan man her på øen kontakte Bornholms Regionskommune via hjemmesiden.

Skulle barnet være i akut fare, skal man ringe til politiet på 112

Seneste artikler

Fik du læst?