Ta’ med bussen fra København direkte til jobmessen i Rønne fredag 11. februar, lyder invitationen fra jobmessen…

Der er jobmesse i Rønne Idrætshal fredag 11. februar, og nu stilles der gratis transport fra København til rådighed for de, der kunne tænke sig et nyt job og et nyt liv eller et sommerjob på den populære ferieø – der altså er andet og meget mere end en ferieø.
Situationen på Bornholm er den, at der er flere ældre, der forlader arbejdsmarkedet, end der er unge, der træder ind. Det er det gab, som samtidig betyder manglende faglærte og generelt hænder på Bornholm. Bornholm er ellers inde i en fantastisk udvikling, det går rigtig godt på flere områder på øen, hvilket selvfølgelig også har en positiv indvirkning på behovet for arbejdskraft.
Kommende udfordringer
”På Bornholm er vi kendt for at rykke sammen og få ting til at lykkedes, måske skal vi også se på de kommende udfordringer med arbejdskraft som en fælles udfordring. Ikke kun en udfordring for de bornholmske virksomheder, men for os alle og hver i sær gøre hvad vi nu kan, for at få masser af hænder og faglært arbejdskraft til Bornholm,”fortæller arbejdsmarkedschef Allan Westh.
Alternativ rekrutteringsvej
Jobmessen er for alle, med hver deres ønsker, kompetencer og muligheder for at arbejde. Jobmessen er derfor en god mulighed for virksomhederne som en alternativ rekrutteringsvej og det er måske også netop her, at der skal forsøges at rekruttere til alternative stillinger, stillinger der ikke har været forsøgt rekrutteret til tidligere.
Studie og fritidsjobs
Flere virksomheder har allerede oplevet at rekruttere forgæves og mange faglærte medarbejdere løber stærkt fordi de mangler en kollega. Her kan substitution være en god løsning.
Det betyder kort sagt, at der samles nogle af de opgaver, der udføres af faglærte, men som ikke nødvendigvis kræver faglærte kompetencer i en helt ny stilling. Der behøver ikke at være opgaver til en stilling på 37 timer, det kan være et såkaldt småjob på netop det timetal og for en afgrænset periode eller et studie-/fritidsjob.
Synlige jobs
Ud over dette så giver jobmessen mulighed for direkte dialog mellem virksomhed og kandidat.
”Vi er helt bevidste om, at flere brancher og mange virksomheder allerede har oplevet at rekruttere forgæves, men det er utroligt vigtigt, at vi alle forsat arbejder ud fra, at alle jobmuligheder på Bornholm skal være synlige. Dette er helt afgørende, hvis vi skal tiltrække potentielle tilflyttere og ikke mindst holde på den arbejdskraft vi allerede har på Bornholm ” fortæller Rikke Holm, leder af virksomhedsservice i jobcenter Bornholm.
Hvem kan du møde?
På jobmessen kommer der mange forskellige mennesker og gældende for de fleste er, at de er på jagt efter job nu. Men der kommer også dem, der er nysgerrige på jobmulighederne på sigt og som gerne vil have et netværk til virksomhederne på Bornholm, hvilket for eksempel gælder de potentielle tilflyttere.
Virksomhederne vil møde ledige, både dem der er klar til et fuldtidsjob, men også dem, der måske mere er på jagt efter et småjob. Som noget nyt i år, vil virksomhederne også kunne møde de unge fra Campus, som enten er i gang med en erhvervsuddannelse eller går på den gymnasiale linje.
Det er sjovt og udviklende for en ung, at have et småjob eller fritidsjob indenfor det erhvervsområde som de er på vej til at uddanne sig til, og måske er det på jobmessen du finder jeres kommende elev, som jo allerede vil have en masse kompetencer i den første elevtid, hvis deres ansættelse er startet i et småjob eller fritidsjob, fordi de både kender til opgaver og din virksomhed.
Job i fritiden
Det er også på jobmessen, at din virksomhed kan finde unge til småjobbet eller fritidsjobbet: I butikken, på advokatkontoret, hos ejendomsmæglerne, eller et småjob og fritidsjob som kan smage lidt af de håndværksmæssige områder, er bestemt også relevant at have med på jobmessen.
“Vi skal tiltrække alle kandidater der kan bidrage til, at virksomhederne får de hænder de mangler. Derfor vil vi også gerne have den gruppe af unge, der er taget fra Bornholm for at studere ”ovre” og som gerne vil ”hjem”, når der nu er sommerferie fra studiet og som har brug for et arbejde i ferien”, siger Rikke Holm.
Bedsteforældre
“Bedsteforældre og forældre forældre eller bedsteforældre kan også gøre en forskel,” fortsætter Rikke Holm.
“Det er måske lige her, at I forældre og bedsteforældre til de unge studerende ovre kan gøre en forskel. Altså hvis vi skal rykke sammen og alle bidrage hver sær med hvad vi nu kan, for at virksomhederne på Bornholm kan få den nødvendige arbejdskraft og Bornholm kan forsætte den gode udvikling.
Så fortæl gerne jeres unge at de i år kan holde ferie fra studierne på Bornholm med et sommerjob i baglommen,” siger Rikke.
Gratis bus til jobmessen
Vil du høre om jobmulighederne på Bornholm, hvad enten du tænker på at skulle flytte til Bornholm, har sabbatår eller bare har ferie fra studierne, så kan du helt gratis tage bussen til Jobmessen på Bornholm.
Bussen afgår fredag 11. februar kl. 10.50 fra Københavns Terminal 3 og kører direkte til “Jobmessen Bornholm” i Rønne Idrætshal.
Bussen kører retur fra jobmessen kl. 17.45 med ankomst til Københavns Lufthavn kl. ca. 21.00
Du bestemmer selvfølgelig selv, om du vil med retur til København, eller om du holder weekend på Bornholm.
Du tilmelder dig turen og du kan læse mere om jobmessen på jobmessebornholm.dk










