I andagtsbogen af Wilfred Stinissen ”I dag er Guds dag” stod der forleden et stykke, der omhandlede netop det emne, som overskriften antyder. Stinissen nævner, at vi kan være døde på flere måder – også selvom vi lever og tilsyneladende har det godt.
I Bibelen hører vi om tre mennesker, som bliver opvakt af Jesus fra de døde.
Om den 12.årige pige, der er død, siger Jesus: »Barnet er ikke død, hun sover.» Markus evangeliet kap. 5 vers 39.
Jesus møder i Nain et ligtog og får medlidenhed med en enlig mor, som kun har den ene søn, og Jesus befaler: «Unge mand, jeg siger dig. Rejs dig op!” Lukas evangeliet kap. 7 vers 14.
Jesu ven Lazarus er død. Jesus er kommet, vil vi sige, for sent. I det afgørende øjeblik stående ved klippehulen, hvor liget var lagt, siger Jesus: ”Lazarus, kom herud!” Johannes evangeliet kap. 11 vers 43.
Stinissen siger: ”Gud vil vække alle døde til livet, ikke bare på den yderste dag, men nu.”
Vi kan være døde på flere forskellige måder.
”Hvis du lever ubevidst, hvis du ikke ved, hvorfor du lever og, hvor du er på vej hen, hvis du sysler med bagateller i stedet for det væsentlige, så siger Jesus til dig: ”Vågn! Bliv bevidst, nærværende, kom til dig selv, tænk på, hvad der står på spil!”
”Du kan også være stivnet i sløvhed og dovenskab. Du spilder måske din kostbare tid og tager aldrig rigtig fat på dit liv. ”Stå op!” siger Jesus. ”Ryst din dovenskab af dig, kom nu i gang!”
”En tredje måde at være død på er at lukke sig inde i jeget, at være fyldt af selvoptagethed og selvmedlidenhed, filtret ind i sin egoisme. ”Kom ud! Hold op med at kredse omkring dig selv, gør noget for andre, lev for kærligheden!”
Så langt med citater fra den fremragende bog, som jeg vist nok også før har anbefalet.
Jeg kan på mange måder godt spejle mig i alle tre måder at være død på.
Vi har alle diverse faldgruber, som vi kan opholde os i.
Rent åndeligt kan vi være faldet i søvn. Vi kan måske endda forestille os, at Guds Ånd ikke længere vil give os det, vi i grunden længes efter – et rigt liv med Gud, hvor vi oplever,
Helligånden fylder os, og vi bliver brugt af Gud.
Hvorfor får jeg ikke de åndelige erfaringer, jeg engang levede i og med?
Jeg husker, hvordan jeg var så fyldt af glæde og begejstring.
Det var herlige tider. Guds Ånd virkede omkring mig, i mig og med mig. Men nu? Jeg er vist helt gået i stå rent åndeligt.
Til mig, når jeg har det sådan, siger Jesus: ”Vågn op, du, som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig!” Efeserbrevet kap. 5 vers 14.
Og et par vers senere:
”Lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesus Kristi navn.”
Det slår mig, hvordan det at blive fyldt med Guds Ånd er forbundet med det at takke og lovprise Gud.
Synger vi (i bogstavelig eller overført forstand) i hjertet af tak til Gud, så vågner vi op rent åndeligt.
Det sker alt for tit, at vi brokker os alt for meget og måske endda misunder andre, som, synes vi, lever et meget mere velsignet og åndeligt liv med troen og tilliden til Gud.
Musik og sang, at takke Gud for alt det, vi kan, og alt det vi har, bringer os op til overfladen.
Vi tenderer til at være alt for opmærksomme på, hvad der ikke fungerer for os. Vi kan måske endda have en tendens til at grave os ned i et hul, fordi livet går os på. Ja, på den måde er vi næsten allerede gået i graven og er døde.
Vågn op! Ja, du har problemer, men du lever og har i grunden så meget at takke Gud og andre mennesker for!
Kristentro trives ikke allerbedst i en sofa. Derfor siger Jesus til den døde unge mand: ”Stå op!”
Helt sikkert – der er tider, hvor vi skal sidde ned – være i stilhed og i vort eget selskab. En aktivisme, som bare bringer rastløshed og stress med sig, er ikke at ønske sig.
Siddende kan vi tage næring til os. Siddende kan vi finde den ro, som Gud også gerne vil give os.
Det er dog ikke en dødbringende ro. At fylde sit liv med bøn og stilhed hører til for at jeg kan vokse i tro og tillid til Jesus.
Jesus selv gik alene ud i bjergene for at bede. Han var ikke hele tiden omgivet af mennesker. Vi har også brug for at søge ind i stilheden. Også brug for at sove, slappe af, gøre ingenting!
Men der lyder også til os et ”Kom så i gang! Stå op!”
Åndelig dovenskab lønner sig ikke. Mine medmennesker og Gud selv har brug for dig og mig i sin kærligheds tjeneste. Der er altid nogen, du kan gøre noget for.
Søger man på Google efter noget om Åndelig Dovenskab, så kommer der fornuftige stikord op på et sekund:
”Kendetegn ved åndelig dovenskab:
Ligegyldighed: En mental holdning, hvor man ikke orker at forholde sig til komplekse problemstillinger eller tage ansvar.
Manglende fordybelse: Tendens til at vælge overfladiske indtryk, såsom konstant underholdning frem for refleksion.
Mental sløvhed: En mangel på vilje til at bruge sine kognitive evner fuldt ud, hvilket kan føre til en ”sovepude” tilstand.
Sammenhæng med livsstil: Ofte forbundet med et trygt liv, hvor nødvendigheden af kamp for overlevelse er forsvundet, hvilket kan føre til kulturel eller personlig stagnation.”
Lazarus blev befalet ud af graven. ”Kom ud!” Stinissen siger, at vi skal holde op med at kredse så meget om os selv. Egoismen må dø.
Lev det liv, Gud har givet dig! Livet er dejligt!
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst
