Baltic Energy Island får ny konstitueret direktør

Partnerne bag det bornholmske erhvervsfyrtårn Baltic Energy Island har netop udpeget Søren Møller Christensen som konstitueret direktør.

Søren Møller Christensen

 

Den nyudnævnte, konstituerede direktør Søren Møller Christensen får ansvar for opbygningen af organisation, forretningsmodeller og projekter i Baltic Energy Island og for at konsolidere og udbygge samarbejdet mellem de myndigheder, virksomheder og universiteter, som er drivkraften bag Baltic Energy Island.

Søren Møller Christensen kommer fra en stilling som Leder af Udvikling og Plan i Bornholms Regionskommune. Her har han de seneste tre år haft ansvar for erhvervsfremme, koncernudvikling, fysisk planlægning og byudvikling.

De rette kompetencer

På vegne af hele partnerkredsen kan jeg sige, at vi er meget stolte af, at Søren Møller Christensen nu skal være en del af Baltic Energy Island. Han har de rette kompetencer til rollen, og vi ser alle meget frem til samarbejdet,” siger Claus M. Andersen, der er adm. direktør i Bornholms Energi & Forsyning.

I Baltic Energy Island vil Søren Møller Christensen arbejde tæt sammen med lokale, nationale og internationale aktører i de projekter, der bliver omdrejningspunktet for Baltic Energy Island.

Elværk som “hjem”

En vigtig del af Søren Møller Christensens opgaver bliver at etablere Rønne Elværk som hjem og mødested for erhvervsfyrtårnet og som base for DTUs kommende Residential College på Bornholm. Derudover vil det være en hovedopgave at få formuleret nye ansøgninger til Erhvervsfremmebestyrelsen samt andre puljer og finansieringskilder med henblik på at finansiere opbygningen af erhvervsfyrtårnets aktiviteter.

Søren Møller Christensen er 47 år, uddannet etnolog og bosat på Bornholm med sin familie. Søren Møller Christensen tiltræder 1. november.

Fakta om Baltic Energy Island

Baltic Energy Island er en erhvervsdrivende fond, der er under stiftelse. Baltic Energy Island er Bornholms erhvervsfyrtårn. I foråret 2021 modtog fyrtårnet 27,2 mio. kr. i den første bevilling fra Erhvervsfremmebestyrelsen. 2. september 2022 offentliggjorde regeringen og Baltic Energy Island et partnerskab, der sikrer et samarbejde om realisering af ambitionerne i fyrtårnet.

Fonden arbejder inden for flere hovedområder, bl.a. udvikling af Østersøen som centrum for havvind og grøn transporthub, anvendelse af Bornholm som testø for grøn energi samt uddannelse af ingeniører og træning af virksomheder, så de kan blive en del af den grønne omstilling.

Arbejdet med fondens etablering er støttet af følgende partnere:

Bornholms Energi & Forsyning
Bornholms Regionskommune
Rønne Havn
Siemens-Gamesa Ørsted

Fik du læst?