.jpg)
Jeg har en kollega, der for nogle år siden besluttede sig for at stoppe med at arbejde som journalist. I stedet valgte han at blive buschauffør.
Jeg møder ham af og til, og han er mere end lykkelig for sit nye job. I stedet for at skrive artikler, at aflevere teksten inden hektiske deadlines, så transporterer han nu folk rundt i sin store, gule bus.
Forleden traf jeg en dame, der sagde sit job som bankassistent op. Hun havde længe ønsket sig en grillbar, og så fik hun sådan en.
I stedet for at tælle penge og hjælpe kunderne med at lave budgetter, så stegte hun bøfsandwich og lavede kinesiske forårsruller.
“Den dag, jeg sagde op, sagde min chef: “Godt gjort, det er vi mange, der ikke turde, men kun drømmer om.” Fortalte hun.
Og det havde han sandelig ret i. Der er sikkert mange, der går med en hemmelig drøm om at lave noget helt andet, end det de gør. Men hvor mange tør?
Vi er i den grad bundet op på vaner, det daglige trummerum, faste udgifter og forpligtelser, at de fleste af os ikke tage springet.
Mange har sikkert en drøm om at blive selvstændige, få en lille café eller butik, men tør vi?
Selv har jeg altid godt kunne tænke mig en lille bogcafé, fyldt med antikvariske bøger – og et hjørne med godt hjemmebag og god kaffe. En kasse med gamle postkort. En hund liggende i hjørnet og knurre af dem, der ikke køber noget.
Eller ligesom førnævnte kollega blive buschauffør. Det har jeg også altid godt kunne tænke mig.
Gerne på Bornholm. Fra Rønne til Gudhjem. Eller i Odsherred. Fra Holbæk til Nykøbing Sjælland via Egebjerg.
Eller en lille strandbar i Portugal. Gerne et sted på Algarve-kysten i en mindre fiskerby. “Eduardos Beach Bar”.
Men det bliver nok ikke til noget. Der er allerede kommet mange bogcaféer rundt omkring. Og hvad nu hvis bussen pludselig ikke vil starte? Lige midt på Amagerbrogade fredag kl. 16.30? Panik. Stress. Jeg kan dårligt selv finde ud af at skifte olie på min bil.
Og strandbaren? Hvad hvis der ikke kommer nogen? Hvis det nu regner hele den første sæson?
Se selv, vi er mange, der ikke tør tage springet, men måske tænker man for meget over konsekvenserne, hvis ikke det går godt?
Men hvad er i grunden det værste, der kan ske? Man kan tabe nogle penge, men helt galt kan det vel ikke gå?
Rent faktisk er det gået godt for de fleste, jeg kender, der har taget springet. Men jeg?
Det bliver nok ved tanken.
Men den…tanken, den er god nok – for de fleste af os. Jeg bliver her, men hatten af for de, der tør. Vi lever kun en gang, så vidt vides…
God weekend
