Jeg sad i kirken sidste søndag og betragtede alle de mange konfirmander, som i en helt fantastisk grad fulgte gudstjenesten.
De både fulgte med i salmebogen, sang og noterede et eller andet ned på et ark. De lyttede andægtigt til prædikenen og gik med til nadveren. En hel del af dem havde deres forældre med. Som forhenværende præst glædede jeg mig over deres måde at være til gudstjeneste på.
Mit blik på de mange konfirmander fik mig til at se på de spor, som tidligere konfirmander havde sat på en af de gamle kirkebænke foran mig, og der er sikkert flere andre end den rundt om i kirken.
Der, hvor man sætter sin salmebog, var fyldt af streger og tegninger, som andre konfirmander havde forlystet sig med at ridse i træet – helt sikkert for mange år siden.
Nutidens konfirmander har ikke andel i den form for kirke graffiti, er jeg sikker på.
Det er nu heller ikke særlig kunstnerisk udført, men er vel alligevel værd at bevare, for det siger vel noget om den kedsomhed, som konfirmander gennem tidens løb har befundet sig i, når de kom til gudstjeneste.
Er der konfirmander i dag, som keder sig, og det sker – så er det nok snarere mobilen, som bliver studeret i al stilhed.
På TV fri er der næsten hver aften et engelsk program, som hedder ”Værkstedet”.
Folk kommer med deres gamle ting, som ofte rummer minder fra forældre, bedsteforældre, som f.eks. har efterladt et eller andet, som ønskes repareret, og det ønskes oftest bevaret med sans for den patina, som tiden har sat. Der skal være tegn på fortidens brug. Der er minder, som skal bevares.
Vi sætter alle vore spor – på møbler, arvegenstande osv, men ikke mindst sætter vi vore spor på de mennesker, som vi engang eller lige nu omgås. Noget er grimt, noget bærer præg af noget godt, som vi gerne vil bevare. Noget ønsker vi slettet eller skjult.
Vores ansigter bærer også præg af den tilværelse, vi har haft, og der er ingen grund til at forsøge at slette sporene. Og dog, mon ikke vi alle forsøger at glatte rynkerne ud med lidt creme og lidt make-up, men der er for øvrigt ikke noget så personligt, ja, ligefrem smukt som et ansigt, der bærer præg af et levet liv, og hvorfor skulle vi også forsøge at skjule, at vi har levet længe eller er præget af de ting, vi har oplevet. Livet består jo både af godt og ondt.
I vores indre har vi også spor efter andre menneskers indflydelse på os. Vort liv er som en bog bestående af mange kapitler, og måske er det derfor, jeg elsker at læse biografier, eller jeg nyder at lytte til andre menneskers livshistorie.
Hvor har vi meget at give hinanden og måske allermest meget at modtage fra andre mennesker. Livet er spændende og dejligt, udfordrende og fyldt med problemer på en og samme tid. Vi sætter ustandseligt spor i hinandens liv.
På TV følger vi dagligt uro og krig i verden, og det er så sandelig noget, som sætter sine spor i vore sind og i vore hjerter.
Hvilke endnu mere forfærdende spor bliver ikke sat i mennesker, som står lige midt i krigens forfærdeligheder?
Når vi forfærdes ved at følge med på TV, hvor meget værre er det så ikke at være midt i krigens gru? Vi møder det i flygtninge, som i deres fortid er vant til bomber, ja, krig. Jeg spurgte en flygtningefamilie, om alarmen 1. maj forskrækkede dem? Svaret lød: ”Næ, vi er vant til lyden af bomber!”
Hvad stiller vi op med de negative spor, som vi har modtaget eller selv har forårsaget?
Jeg har ingen anden løsning eller forsøg på svar end det, at vi desperat har brug for Gud, som i den grad har givet os sig selv gennem Jesu liv, død og opstandelse.
Vi får ikke svar på alting – heller ikke fra Gud eller gennem læsning i Bibelen, men Gud ønsker at sætte sine spor/ sin Helligånd i vore sind, så vi handler i kærlighed, når vi tænker på eller møder vore medmennesker.
Selv når vi bliver behandlet uretfærdigt, eller når vi oplever livets grusomheder, ja, ondskab, så er Gud vores hjælp og vores støtte – midt i alt det grimme, som er ridset ind i vort livs tegning. Han kan give os at tilgive, så det ikke bliver en præstation fra vores side, men et virke af Guds Ånd i vore liv og vore hjerter.
Jeg har ikke ord for, hvor forfærdeligt det er at være vidne til al den ondskab og ulykke, der er i denne vores verden, og det var ikke til at holde ud endsige at tænke på det, hvis det ikke var, fordi det er min faste overbevisning, at den kærlige Gud, som jeg i mit liv har fået kendskab til, og som jeg lever dagligt med, får det sidste ord.
Der er håb forude. Engang vil vi se det, opleve det som sandt, når der i Bibelens sidste bog ”Johannes Åbenbaring kap. 3 vers 3 – 5” står:
”Nu er Guds bolig hos menneskene,
Han vil bo hos dem,
Og de skal være hans folk,
Og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
Og døden skal ikke være mere,
Ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og den, der sidder på tronen, sagde:
”Se, jeg gør alting nyt!”
Han vil bo hos dem,
Og de skal være hans folk,
Og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
Og døden skal ikke være mere,
Ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og den, der sidder på tronen, sagde:
”Se, jeg gør alting nyt!”
Som kristne må vi holde fast ved dette positive budskab, og vi må hjælpe hinanden i tider, hvor ondskaben trives værre end nogensinde – hjælpe hinanden ved at nævne det for hinanden, så vi husker og har tillid til, at det onde/ den onde ikke får det sidste ord.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
Pens. sognepræst