Verdens ældste hotel ligger i Japan og bød den første gæst velkommen i år 705. Det er stadig åbent for beværtning og overnatning på hotellet- og det er endda i samme families eje. Hotellet hedder “Hoshi Ryokan” og ligger i Komatsu i Japan.
Med dets 100 værelser det ikke noget imod Venetian-Palazzo-hotellet i Las Vegas, der med dets over 7.000 værelser efter sigende er verdens største.
I Las Vegas er “værelser” iøvrigt det de fleste af os forstår ved suiter – det er også billigt at bo på hotel i Las Vegas, hvor det bare gælder om at få folk indenfor, så de kan betale værelsernes reelle pris nede ved spillebordene. Og det gør de så…
Jeg plejer iøvrigt at prale af, at jeg har været fire gange i Las Vegas uden at spille for så meget som en krone. Det er næsten rigtigt, idet jeg ved en enkelt lejlighed knaldede en dollar i en spilleautomat.
Men alligevel, een dollar…det er billigt sluppet i Las Vegas.
Kan De iøvrigt lide at bo på hotel?
Det kan jeg. Først og fremmest fordi jeg i et par dage slipper for at se på roderiet derhjemme. Ja, rolig nu, så rodet er der heller ikke, men papirer og aviser hober sig hurtigt op omkring mig.
I hotelværelset sørger jeg til gengæld for pinlig orden, alt er på rette plads. Blyanter og blokke, computer, alt står snorlige. Klædeskabet fyldt op med undertøj og skjorter, alt hænger på rette plads.
Jeg har gennem årene boet på mange hoteller – lige fra et faldefærdigt hotel i Uganda, der manglede både døre og vinduer – og hvor en hund blev ædt af en løve – lige da jeg var gået i seng – og lige udenfor mit værelse. En ubehagelig oplevelse, værst for hunden naturligvis.
Der var engang en stor abe, der løb efter mig på et hotel i Kenya, og jeg var et rystende nervevrag – engang, langt ude på landet i Tjekkiet, hvor jeg i buldrende lyn og torden boede mutters alene, ikke engang personalet var der om natten, i et uhyggeligt hus, der var som taget ud af en Alfred Hitchcock-film. Det blev et kort ophold…
Jeg har boet på hotel i Tadjikistans hovedstad Dusjanbe, hvor de muslimske værter trods alt havde så meget respekt for deres udenlandske gæster, at hotellet tillod servering af øl og vin – dog kun mellem kl. 01 og 03 om natten – og så længe ventede jeg altså ikke oppe for at få en lille een.
Så var de lidt flinkere med sprutten i Irkutsk i Sibirien, hvor det næsten var for meget af det gode. De sagde skål hele tiden, “Na zdorovie” med vodka i vandglas – og vand i vodkaglas. Det blev en munter aften…
Jeg ved ikke med Dem, men jeg er efterhånden knap så forfløjen som tiden er gået, og nu foretrækker jeg et hyggeligt, gammeldags og engelsk badehotel, gerne i Devon eller Cornwall. Hvor alt er upraktisk og mærkeligt, indrettet nærmest som en labyrint.
Eller – som i disse dage – et mindre og hyggeligt hotel i Lissabon, hvor jeg efterhånden har boet så tit, at personalet kender mine vaner lige så godt som jeg selv. Morgenægget kogt med hviden hård og blommen blød – og appelsinmarmelade uden de små skræller. Kaffen ekstra stærk med masser af varm mælk, joh, det er efterhånden hjemmevant at bo her. Og det ville egentligt passe mig glimrende at flytte helt ind – men det vil nok være for voldsom en belastning for privatøkonomien, der trods alt ikke kan stå mål med den amerikanske sanger Bob Dylan, der i længere perioder boede på Hotel Chelsea i New York, John Travolta på Hotel Pink Beach Club på Bermuda og Robert de Niro på Charteau Marmont i Los Angeles.
Jeg tjekker snart ud – og så er det slut med at få gjort rent, ryddet op og kogt æg til morgenmaden.
PS: Navnet hotel stammer fra det franske: hôtel, og på gl. fransk: hostel fra det latinske: Hospitalet, og betyder gæstfri eller gæsteværelse)
God weekend…
