MUSIK: Fredag 15. november kommer færøske Beinir på besøg i Svaneke
Færøske og nu 24-årige Beinir begyndte tidligt at spille guitar og synge for alle, der ville lytte. Med en drøm om et liv fyldt med musik, forlod han det trygge og velkendte Saltangará på Færøerne for at forfølge sin passion i Danmark. Og i slutningen af 2023 udgav han sin første single Greener, der nu har givet titlen til hans debutalbum.
Albummet Greener handler om den rejse, som den talentfulde og allerede succesfulde sanger har været på, og både om selve den rejse, som han drog på fra Færøerne til Danmark, og om hans indre kampe undervejs, mellem længslen efter nye eventyr og så skyldfølelsen over at forlade de trygge rammer.
Det grønnere græs
Eller som han selv udtrykker det:
“Jeg skrev ”Greener” tilbage i 2020 hjemme på mit værelse i Saltangará på Færøerne. Ud ad vinduet kiggede jeg på det grønneste sted, og alligevel sad jeg der og studsede over, om græsset mon var grønnere på den anden side – how stupid right? ”Greener” handler om at drømme. Samtidigt markerer ”Greener” et farvel til Færøerne og er blevet startskuddet til min debutplade og en ny rejse i mit liv og musikalske univers.”
Velkendte producere
I København mødte Beinir musikerne Anders Bønløkke (tidl. Zar Paulo, Alphabeat) og Søren Christensen (tidl. Blue Van, Carpark North, Fallulah). De er begge kendt for at være hitmagere, og sammen med Beinir har de lavet en plade, der emmer live-energi, og hvor sangene bevæger sig mellem de energifyldte og optimistiske til de mere rolige og eftertænksomme øjeblikke.
”Greener” er lyden af et gammelt klassisk klaver, som vi kender fra det tidlige Elton John og Billy Joel. Men med en fornyet moderne lyd, som vi kender fra John Mayer og Ed Sheeran. Albummet deler titel med Beinir’s første single.
Stort livetalent
Beinir har opnået markant opmærksomhed gennem P4, hvor hans musik er blevet spillet flittigt. Han har formået at bygge bro mellem Færøerne og Danmark, blandt andet ved at synge Kim Larsens ikoniske sang “Hva’ Gør Vi Nu, Lille Du?” live fra Christiansborg på DR1. Beinir har også givet koncerter på Smukfest, Hotel Cecil og Go’ Morgen Danmark, hvor han har begejstret publikum med sin guitar, sine stærke sange og sin kraftfulde stemme. Senest har han gæstet #Vild Med Dans” med singlen ”Call Me A Dreamer”.