Allinge har Danmarks smukkeste havn

Med 18 procent af stemmerne har Allinge Havn vundet konkurrencen om at blive “Danmarks Smukkeste Havneområde”. Allinge løber med sejren i et felt bestående af 15 nominerede kandidater fra hele landet.

Allinge Havn – Danmarks smukkeste…

 

Allinge har Danmarks smukkeste havn. I alt fald i følge en afstemning, der er foretaget af organisationen Historiske huse.

På andenpladsen kommer Københavns indre havn med Flådens Leje med 13 procent af stemmerne og på en delt tredjeplads kom Nakskov Havn og Hobro Havn.

Det er organisationen Historiske Huse, der har afholdt konkurrencen med det formål at vise de enestående havnemiljøer, der stadig er tilbage i landet og motivere kommuner, lokalpolitikere, borgere og bygherrer til at beskytte havneområdernes historiske miljøer og kvaliteter.

Konkurrencen er støttet af den filantropiske forening Realdania.

Tæt kapløb

”En konkurrence skal jo udpege én vinder, selv om alle 15 havneområder i vores øjne har gjort sig fortjent til hæder. Der har været god lokal opbakning i havnebyerne, og lidt over 3.000 danskere har stemt på deres favorit blandt de 15 nominerede havneområder. Det er tydeligt, at flere har fået øjnene op for deres egen havn – også for de dele af den, der måske ikke er smuk i traditionel eller klassisk forstand, men stadig er stemningsfuld og fortæller en historie. Det gælder f.eks. de gamle industrianlæg, siloer, fabrikker og oliemøller,” siger Birthe Iuel, direktør i Historiske Huse.

Kulturmiljøer og bygningsarv

Med konkurrencen håber Historiske Huse at sætte fokus på havnenes kulturelle miljøer og del-miljøer.

Havne og havnemiljøer er fyldt med fortællinger og historiske spor samtidigt med, at beliggenheden ved vandet har gjort havnene til eftertragtede bolig- og erhvervsområder. Det er vigtigt, at udviklingen sker med omtanke for områdernes originale arkitektur og historie. Historiske huse og miljøer er i høj kurs, og respekt for de oprindelige spor og fortællinger er med til at skabe et levende og blandet miljø, der kan spille op mod nyere byggeri, der er tilpasset omgivelserne,” fortæller Birthe Iuel.

Alle har kunnet stemme online på deres favorit de seneste 14 dage. Det har kun været muligt at afgive én stemme pr. husstand/ip-nummer.

Allinge  – værdig vinder

Allinge Havn blev nomineret af fem eksperter på området, som frivilligt har engageret sig i konkurrencen. Og det er der flere gode grunde til. Som en rigtig bornholmerhavn er Allinge Havn sprængt ud af klippen og den udsprængte granit anvendt til opførelse af moler og belægninger. Stenblokke fra Hammerværket og Moseløkken blev kørt til Allinge havn, hvor de blev sejlet med skib til hovedsagelig København og Tyskland.

Fantastisk sted

”Allinge er jo et fantastisk sted, som mange heldigvis efterhånden har oplevet, blandt andet fordi Folkemødet hvert år giver rigtig mange mulighed for at opleve et helstøbt havnemiljø med velbevarede strandgårde, pakhuse, røgeri og gamle arbejderboliger. Et miljø, som er blevet beskyttet af forudseende politikere, der har lavet gode lokalplaner til at passe på by og havn,” siger Birthe Iuel og fortsætter:

”Bornholms Regionskommune er i det hele taget et godt forbillede i forhold til at passe på kulturarven, både den kulturarv, der er fælles for alle og også i forhold til at give de individuelle ejere af historiske huse motivation og økonomisk støtte til nænsom istandsættelse.”

Allinge fejres

Tirsdag 9. november ca. kl. 15 er pressen og øens borgere velkomne på Allinge Havn (den side af havnen, hvor Brugsen/Netto ligger) hvor udviklingschef Johan Westh Hage fra Historiske Huse er til stede for at lykønske med blomster og bobler. Borgmester i Bornholms Regionskommune, Thomas Thors og medlem af kommunalbestyrelsen Leif Olsen tager imod hæderen på vegne af Allinge Havn. Som præmie får Allinge Havn desuden – ved en senere lejlighed – en plakette med inskriptionen ”Danmarks Smukkeste Havneområde.”

 

Du vil måske også synes om

Efterlod bål uden opsyn – naturbrand spredte sig

  POLITI: I forbindelse med en naturbrand i Østerlarsker Plantage, som udbrød torsdag eftermiddag, blev en 83-årig kvinde sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, da hun havde antændt et bål med en ukrudtsbrænder og derefter efterladt det uden opsyn. Ilden spredte sig herefter til et større område. Bornholms Brandvæsen foretog slukningen

Læs mere »

Hasle IF inviterer lokale seniorer til bordtennis

FRITID: Bordtennis hitter blandt seniorer i hele landet, og nu inviterer Hasle IF lokale seniorer til at prøve den populære sport.    Er du over 60 år? Vil du styrke både krop og sind og samtidig have det sjovt i et hyggeligt fællesskab? Så er bordtennis lige noget for dig.

Læs mere »

Satser på helt nyt løfteudstyr

ERHVERV: Baltic Steelwork fortsætter i nyt og mere fokuseret setup med Baltic Carrier som det centrale forretningsområde. Ambitionen er at skabe en stærk position for løfteudstyr i 100 pct. rustfri stål til produktionsvirksomheder med høje krav til kvalitet, holdbarhed og drift.   Bag det nye Baltic Steelwork-setup står Ocean Prawns

Læs mere »