POLITI: Bornholms Politi vil meget gerne i kontakt med to mænd, som tirsdag 19. maj omkring kl. 11.00 hjalp en ældre mand ud af en rygende bil, der senere brød i brand på Rønnevej i Nylars.
De to mænd udviste handlekraft og snarrådighed, og det lykkedes dem at frigøre manden fra sikkerhedsselen og få ham på sikker afstand af bilen.
“Uden deres hjælp kunne sagen have endt meget værre,” lyder det fra politiet.
De to mænd bedes henvende sig til Bornholms Politi på tlf. 114, så vi kan få deres kontaktoplysninger med henblik på at kunne anerkende deres indsats.









