SAMVÆR: Christiansø er blandt de 40 steder i Danmark, der nu får et nyt mødested gennem Realdanias fællesskabsindsats ”Vores Sted”.

Af Lene Dam Jørgensen
Christiansø får nu eget mødested. Realdania har netop offentliggjort de sidste 40 projekter i indsatsen “Vores Sted”, og blandt modtagerne er Naturpark Christiansø. Mødestedets navn er ”Naturbasen Åboen ”, hvor fokus vil være på friluftsliv, læring og lokale fællesskaber.
Blandt 410 ansøgninger
Der har været tre ansøgningsrunder, og Realdania modtog i alt 1.667 ansøgninger. På Bornholm søgte Naturpark Christiansø og blev udvalgt blandt 410 ansøgere.
”Der har været en enorm efterspørgsel på at få et mødested. Det sender et klart signal om, at danskerne gerne vil fællesskabet, men at man mange steder godt kunne bruge nogle bedre fysiske rammer til at dyrke det,” siger Nina Kovsted Helk, der er administrerende direktør i Realdania.
Forskellige aktiviteter
Fællesskaberne har kunnet ansøge om fire forskellige fælleshuse og åbne pavilloner, som er udviklet specifikt til Vores Sted. Husene kan indrettes og bruges til mange forskellige aktiviteter – f.eks. et værksted, hvor interessede kan mødes og bruge hænderne, og en naturbase, hvor man kan mødes om livet i det fri og opbevare grejet.
”Der findes masser af fællesarealer rundt om i Danmark. Men der er brug for mere end en tom græsplæne, hvis vi som samfund skal lykkes med at skabe gode rammer for spontane møder og det liv mellem husene, der er så vigtigt for vores livskvalitet. Og selv om alle mødesteder i Vores Sted nu er uddelt, kommer vi selvfølgelig til at have den store interesse for mødesteder med i overvejelserne, når vi planlægger nye indsatser,” siger Nina Kovsted Helk.
Genbrug af byggematerialer
I alt er der blevet tildelt 150 mødesteder til fællesskaber i løbet de tre ansøgningsrunder. Foreløbig er 35 bygget færdigt, og 10 er ved at blive opført. Resten bygges i løbet af 2026 og 2027.
Mødestederne er hovedsagelig bygget i genbrugs- og overskudsmaterialer, herunder træ fra nedlagte minkfarme. En del af formålet med ”Vores Sted ” har også været at skabe nogle erfaringer med, hvordan der kan bygges med genbrugsmaterialer i større skala.
Dele med byggebranchen
”Det særlige ved Vores Sted er, at vi bygger det samme enkle træbyggeri 150 gange på kort tid. Det gør projektet ideelt som testcase for effektivisering af cirkulært byggeri. De erfaringer, vi har fået, vil vi dele med byggebranchen, så Vores Sted på den måde kan bidrage til at trække byggeriet i Danmark i en mere grøn retning,” siger Nina Kovsted Helk.
”Vores Sted ” blev lanceret i forbindelse med Realdanias 25-års jubilæum sidste år, hvor fokus var på livskvalitet og fællesskaber. I samme anledning udgav Realdania også bogen Vores Livskvalitet . der formidler en af de største undersøgelser af danskernes livskvalitet nogensinde. En af hovedpointerne i Realdanias livskvalitetsundersøgelse er, at netop de små møder i hverdagen har stor betydning for trivslen.
Værksted eller samlingsrum
I den tredje og sidste ansøgningsrunde har Realdania udvalgt 40 projekter blandt 410 ansøgere. Christiansø er med helt fremme, og øens fællesskab får nu mulighed for at opføre et af de specialudviklede træbyggerier, som kan bruges til både praktiske aktiviteter og sociale møder.
Det nye mødested kan bl.a. fungere som værksted, naturbase, samlingsrum eller hvad øens beboere vælger at bruge det til.


