DEBAT: Bornholms Regionskommune har besluttet at overtage Kærbygård og selv drive bostedet videre. Det giver ro her og nu. For beboerne er det afgørende. For medarbejderne kan det være en tryg løsning, skriver Peter S. Fridolf, Torben K, Ager, Christian F. Dahl og Kristoffer Kromand – alle fra Det Konservative Folkeparti på Bornholm – i dette debatindlæg:

Bornholms Regionskommune har besluttet at overtage Kærbygård og selv drive bostedet videre. Det giver ro her og nu. For beboerne er det afgørende. For medarbejderne kan det være en tryg løsning,
Men lad os være ærlige: Det her er ikke bare en praktisk beslutning. Det er et politisk valg med klare konsekvenser.
Vi har et kommunalt flertal, der kalder sig liberalt – men som i praksis vælger det modsatte. I stedet for at skabe rammer for, at private aktører kan løse opgaven, vælger man at hjemtage den. Når det bliver svært, overtager kommunen.
Det er et markant signal.
På det sociale område har der i årevis været fokus på at åbne for flere aktører, mere innovation og bedre løsninger. Staten arbejder i samme retning. Alligevel vælger man på Bornholm at gå imod den udvikling.
Samtidig står vi midt i en ny ældrelov, hvor frisættelse og nye driftsformer er centrale elementer. Her er ambitionen netop at give plads til variation, initiativ og lokale løsninger. Men hvad er signalet fra Bornholm? At kommunen hellere vil drive selv.
Det er svært at forene.
Og signalet til iværksættere er endnu tydeligere:
Hvis du investerer i velfærdsområdet på Bornholm, løber du en reel risiko. Ikke bare for almindelige driftsvilkår – men for, at kommunen overtager, hvis samarbejdet bliver vanskeligt. Vi har to andre private bosteder – hvad er fremtiden for dem?
Det er ikke sådan, man skaber et stærkt lokalt erhvervsliv.
Konsekvensen er, at vi risikerer færre aktører, mindre innovation og dårligere løsninger på sigt. Samtidig overtager kommunen hele den økonomiske risiko. Omsætning og aktivitet flyttes fra det private til det offentlige – i en tid hvor kommunens økonomi i forvejen er presset.
Konservative stemte imod. Ikke fordi vi ikke ønsker tryghed for beboerne – men fordi vi mener, at løsningen burde have været en anden. ”Det er en alvorlig bekymring, at kommunen løser udfordringer med samarbejde, ved at opkøbe private veldrevne forretninger.”
Kommunen skal være en stærk myndighed. Og kommunen skal facilitere udvikling og private initiativer, men ikke være den, der driver det hele selv.
Kærbygård løser et akut problem.
Men den skaber et langsigtet:
Et Bornholm med færre initiativer – og mere kommune.


