“Jeg vil ikke døbbes!”

“Jeg vil ikke døbbes…!

Sådan skreg en lille pige på nogle få år, da det var blevet tid til dåb. Hun havde lige fået sprog nok til at protestere imod det, som hun mente, var noget farligt.

Jeg husker, præsten sagde: ”Ja, der kan man se, hvor svært det er for os mennesker at tage imod noget godt fra Gud”.

Hun blev døbt – den lille Charlotte (jeg husker stadig hendes navn).

Jeg lærte noget meget væsentligt den dag – ikke mindst på grund af præstens bemærkning.

Det er jo rigtigt, vi protesterer, når Gud vil os noget godt, og det sker ofte, fordi vi har misforstået, hvem Gud er, og hvilken rigdom vi i grunden får, når vi helt uforskyldt får hans gave, som er Jesus Kristus.

Lille Charlotte troede, hun skulle i bad. Hvor ofte misforstår vi ikke, hvad Gud vil os?

Denne oplevelse, som ligger mange år tilbage, fik mig til at tænke på, hvorfor jeg er så glad for min dåb – min barnedåb.

Det er en glæde, som bunder sig i, hvad jeg har læst i Bibelen; hvad kirkens historie har berettet, og hvad jeg har modtaget gennem den forkyndelse, som jeg igennem hele min barndom og mit liv har hørt i de mange gudstjenester, jeg har deltaget i.

Det er blevet større og større for mig, at jeg ved, at jeg er elsket fuldstændig betingelsesløst. Gud har helt fra min barndom vist, at uanset hvad – så er jeg ikke bare accepteret af ham, men jeg er elsket, og det vil jeg altid være.

Men hvad får vi i dåben?

Du kan måske ikke huske din dåb, men det kan være godt at blive mindet om, hvad din dåb betyder.

Det drejer min klumme sig så om denne søndag.

Luther siger et sted: ”Dåben er en åndelig dåb, som varer hele livet igennem”.

Der sker nemlig noget stort i dåben. Jeg håber, du husker din dåbs dato og fejrer den dag, som du fejrer dine andre mærkedage.

Det, Gud virker, sker dog ikke blot i dåbsøjeblikket.

Lad mig komme med et eksempel fra vores almindelige liv:

Gaver, du og jeg får til jul eller fødselsdage er vores gaver, lige så snart vi får dem overrakt. De er som regel altid indpakket i fint papir med bånd og sløjfer, men de kommer os først til gavn og glæde, når vi får dem pakket ud.

Det er ikke pænt af os, hvis vi stiller dem hen i et hjørne og glemmer alt om dem. Når gaverne kommer i brug, husker vi giveren og glæden vokser.

Sådan også med vores dåb: Hele livet pakker vi dåbsgaver ud.

Det, Gud skænker i dåben, må blive til virkelighed i den enkeltes liv!

Den døbte modtager dåbsgaverne – Gud Fader, Søn og Helligånd. Nu skal der pakkes ud, og alt det, Gud har givet mig i dåben, skal tages i brug.

Den døbtes liv er en stor pakkefest. At pakke dåbsgaverne op behøver ikke at ske i kronologisk orden eller på et minut.

Som Guds børn er vi ment til at vokse – i erkendelsen af ham. Vi er skabt til at vandre gennem livet skridt for skridt med ham.

Pludselig forstår vi meningen med vores liv.

På dåbskontoen står: Frelse på grund af Jesus, tilgivelse, Helligånd, evigt liv. Gud som far.

1) På et tidspunkt opdager vi, at Gud er min far – måske sker det, mens vi er børn.

2) På et tidspunkt modtager og begynder vi at bruge frelsen i Jesus Kristus.

Nogle kalder det ”at blive omvendt – at komme til personlig tro”

Nogle siger fejlagtig: ”Jeg blev kristen for to år siden” – som døbt er man en kristen.

Dåben er jo at blive knyttet til Kristus – at komme til at tilhøre ham.

Det er mere rigtig af sige (hvis man efter sin dåb har været væk fra Gud) ”Jeg er blevet omvendt.”

Bemærk: Som barn i en kristen familie kan det at komme til tro ske gradvist. Der opleves ingen brat omvendelse.

3) På andre tidspunkter oplever vi Helligåndens virke. Bibelens ord bliver levende.

Vi oplever Guds nærvær. Vi er ikke længere alene om det at leve. Livet får værdi på en ny måde. Pludselig oplever vi måske Helligånden fylde os med sin fred, glæde og sin kraft.

Nu kan vi ikke længere tie stille med, at vi tror på Jesus. Bøn får betydning på en ny måde.

Den Helligånd, som var en gave ved min dåb, bliver sat fri på en måde.

Jesus sagde, at vi skulle være hans disciple. En discipel er en elev, og det betyder, at hverken du eller jeg nogen sinde bliver udlærte kristne. Vi er i livets skole. Vi fejler. Vi dummer os. Vi synder, kalder Bibelen det. Derfor betyder Guds tilgivelse alt. Gud ser på os med kærlighedens øjne.

At leve og vokse som kristen og som døbt kristen betyder stadig at være et Guds barn.

Hele mit liv må jeg huske, at Jesus siger: ” Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” Mattæus evangeliet kap. 18 vers 3.

Lige nu beslutter biskopperne sig snart for et fornyet dåbsritual, og i forslagene ligger der, at der skal være to ritualer – et til barnedåb og et andet til voksendåb.

Dåb vil for mig altid være til begge aldersgrupper. Jeg håber ikke, der bliver ændret særlig meget på vores nuværende ritual. Børn som voksne bliver Guds børn på en helt særlig måde, når vi bliver døbt.

Børns grundholdning til tilværelsen er tillid. At tro på Gud er det samme som at have tillid til, at hvad Jesus siger, det passer. Jeg får evigt liv. Det er en kærligheds gave.

Glædelig søndag og kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Fhv. sognepræst

Du vil måske også synes om

Smedjens julemarked vokser sig større

MARKED: Det populære julemarked i Tejn bliver større, når Smedjen igen fyldes med julestemning i december. Mere plads, flere bodholdere og nye tiltag skal videreudvikle markedet, der gennem flere år har tiltrukket mange besøgende.   Når Smedjen i Tejn igen slår dørene op til julemarked i december, bliver det med

Læs mere »

Antallet af ledige er faldet – en lille smule

BESKÆFTIGELSE: Antallet af ledige er faldet på Bornholm med 0,1 procent viser seneste tal fra Danmarks statistik. Botnholm og Vestjylland har begge den laveste ledighedsprocent, der er på 2,2 procent.   Af Lene Dam Jørgensen Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er ledighedsprocenten på Bornholm faldet med 0,1 procent.

Læs mere »

Stort tøj-bytte-marked i Østerlars

MARKED: Tøjbyttemarked Bornholm holder det 16. “Tøjbyttemarked” i Multihuset i Østerlars. Tøjbyttemarkedet søndag 27. september fra kl. 11 til 14 i Multihuset i Østerlars arrangeres af frivillige med det formål at få det ubrugte tøj ud af klædeskabene og videre til nye hjem. Frivillige medarbejdere sorterer alt det indleverede tøj,

Læs mere »