Forleden fortalte en nybagt far mig begejstret om sin lille søn. Glæden over den lille lyste ud af ham. Nu var den lille dreng otte måneder. Nu begyndte han at blive spændende for en far, lød det.
Hele tiden skete der nye ting. Den lille var inde i en papegøje tid, som hans far udtrykte det. (Meget skønt udtryk for den udviklingstid, som barnet var inde i). Den lille efterlignede sin far hele tiden. Prøvede at efterligne de lyde, som hans stolte far udsatte ham for.
Beretningen om den lille blev ledsaget af de sjove lyde, som de to delte med hinanden. Ganske morsomt var det at få et indblik i det nye kapitel, som udspillede sig i et barn og en fars tilværelse med hinanden.
Jeg kunne se og næsten høre det hele, mens jeg lyttede. Jeg må sige, man kan opleve meget, mens ens fødder får sig en nødvendig omgang.
Den lille kunne endnu ikke sige ord, men hans sprog var i sin vorden, for hvad er et sprog egentlig?
Det begynder vel med lyde, og lidt efter lidt bliver sproget til. Vi lærer det ved at efterligne mor eller far, eller hvem der nu får lov at være vores første sproglærer.
Sproget begynder med sjove lyde, og pludselig begynder vi at forstå hinanden. Pludselig taler vi sammen.
Vi kan forstå hinanden en smule uden ord, men det talte ord gør alligevel noget i os, så vi kommer et skridt videre i forståelsen.
Barnet udvikler sig lidt efter lidt og viser sin personlighed gennem ord, mimik og sin gøren og laden.
Selvom der er en hel del papegøjesnak – også hos os voksne, så vokser selvstændigheden, og vi siger, hvad vi mener. Min fodterapeuts søn vil blive ved at efterligne sin far, og det er pragtfuldt, for den lille har en dejlig far, men pludselig vil han også sige sin far og sin mor imod og have egne meninger.
Sproget kan forene os. Sproget kan ødelægge fællesskabet.
At tale et sprog – måske et fremmed sprog, som vi møjsommeligt har lært, kan knytte os sammen, men også fjerne os fra hinanden.
”Sproget er blevet kaldt menneskets mest dødbringende våben.” Forfatter Frederik Dessau.
”Et ord ligner bien. Det har både honning og brod.” Talmud.
At tale sammen betyder også villighed til at lytte til hinanden og pejle os ind på hinanden, for i et fremmed sprog kan der ligge nuancer, som vi ikke sådan lige lærer på en sprogskole.
Men at lære hinandens sprog betyder en berigelse, for selvom kærlighedens sprog selvfølgelig også kan udtrykkes uden ord, så sker der alligevel noget særligt, når vi tager os den ulejlighed at nærme os hinanden på et fælles sprog.
Som udlændinge i et fremmed land betyder det uendelig meget for det, man kalder integration, at sproget læres.
Det Gamle Testamente er fyldt med beretninger om, hvordan ord mellem mennesker kan ødelægge og dræbe både liv og livsglæde.
Gud talte og taler i den første store bog i Bibelen, men det var, som om fællesskabet mellem Gud og mennesker hele tiden gik i stykker.
Jeg kan forestille mig, at Gud tænkte: ”Der skal ske noget mirakuløst, for at mit menneske kan forstå og opleve min kærlighed og mit væsen. Jeg må vise dem, at de er elsket, og at ”jeg er den, jeg er” (ligefrem et af Guds navne) – deres Skaber, Herre, Frelser, Ven, ja, meget mere”.
Gud blev menneske.
Johannes udtrykker det stærkt og med visdom i begyndelsen af sin bog om Jesus.
Han skrev: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”.
Og senere: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”
Jesus ikke bare efterlignede Gud. Han var Gud.
Nu er vi bestemt til at efterligne og ligne ham, og det sker kun ved Gud Helligånds hjælp. Vores kolde og kyniske verden har brug for Guds kærlighed bragt til verden gennem os. Vi er Guds hænder og fødder på jord.
Det er helt sikkert det, vi først og fremmest fejrer i julen, som nu meget snart står for døren.
Der er så meget at fejre, at vi slet ikke kan vente, som vi ellers skulle i Adventstiden. I dag bliver julen fejret hele december. Det har jeg ligefrem lidt modstræbende måttet tage imod med glæde. Adventstiden – ventetiden – er jo først fuldendt i dag – 4. søndag i Advent.
Glædelig Advents søndag og glædelig jul til jer alle! Tak til alle jer, som læser med og deler, og tak for kommentarer.
Må Gud give jer alle en skøn jule fejring. Julens budskab er, at Gud er hos os, med os, ja, i os ved sin Ånd.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
