MUSIK: Der hvilede en særlig forventning i Musikhuzet, da en gammel kending indtog scenen…
Af Torben Severinsen
Allan Olsen har gennem årene gæstet huset både med band og alene, men denne efterårsaften stod han solo – helt tæt på publikum, helt uden filter, og helt i sit es.
Aftenen bød på en generøs blanding af sjældne live-numre og elskede klassikere. Olsen havde gravet dybt i sangkatalogets kroge og fandt plads til flere sange, som man ikke hører fra scenen så tit. Det blev modtaget med stille begejstring og små nik blandt kenderne i salen – de fans, der næsten fanatisk kan hver en stavelse.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Men de store fællessange var naturligvis også med. Hele salen sang med på “Hjørringvej”, og der blev sendt varme smil gennem rækkerne, da tonerne til “Bette Liverpool” ramte. Som et ekstra drys nostalgi fik vi Daltons ikoniske “Selskabsmadonna”, fremført med samme styrke og nærvær, som da den første gang fandt vej ind i danskernes hjerter.
Mellem sangene flød anekdoterne frit – tossede vinkler, tør humor og små skud af stand-up, alt sammen leveret med den overlegne timing, der kun kommer af tusindvis af koncerter og et helt liv som storyteller. Olsen minder os om, at en koncert ikke kun er en række numre, men et øjeblik, der skabes i fællesskab
