MUSIK: Duoen Dybfølt og sangerinden Kira Martini spiller og synger musik af komponisten Else Marie Pade, der sad arresteret i Frøslevlejren under den den nazistiske besættelse af Danmark

Lørdag 24. maj kl. 15.30 kommer duoen Dybtfølt og jazzsangerinden Kira Martini på besøg i Svanekegaarden.
De optræder bl.a. med “Sange fra en væg”, som består af en række nyfortolkninger af komponisten Else Marie Pades sange. Et album, som har modtaget P2 Prisen for “Årets Bedste Album”, og som spillede for fuld sal i DR Koncerthuset
Det fejrer Dybfølt og Kira Martini med en masse livemusik rundt i landet, og de glæder os til at møde Bornholm og Svanekegaarden.
Else Marie Pade skrev “Sange fra en væg”, da hun under den tyske besættelse af Danmark var indsat i først Aarhus Arrest og siden Frøslevlejren i Sønderjylland. Hun var aktiv i den danske modstandsbevægelse, blev arresteret af Gestapo, men overlevede fangeskabet og døde i 2016, 92 år.
Historisk interessante
Sangene er ikke blot historisk interessante, men tilbyder også en dybere forståelse for mennesket Else Marie Pade og hendes alsidige produktion.
Dybfølt, bestående af cellist Kirstine Elise Pedersen og kontrabassist Mathæus Bech, har sammen med sangerinden Kira Martini fortolket sangene på ny. Musikerne har taget udgangspunkt i Pades originalnoder og inddraget deres egen baggrund fra både klassisk, folkemusik og jazz, og resultatet er et rørende og charmerende møde på tværs af tid og genrer.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Mathæus Bech og Kirstine Elise Pedersen har som duo tidligere fortolket bl.a. musik af Rued Langgaard, i en personlig stil præget af både improvisation, folkemusik og klassisk. Med en nysgerrig tilgang har de og sangerinden Kira Martini sat et nutidigt præg på Pades kompositioner, med et skarpt blik for den historiske baggrund.
Mathæus Bech (kontrabas) har bl..a. modtaget en DMA med bandet Mynsterland, spillet med Hush, været kapelmester på Pelle Erobreren på Østre Gasværk Teater, været nomineret til P2-prisen “Årets Ildsjæl” og modtaget en GAFFA-pris for årets live-initiativ for coronakoncerter.dk
Stort navn
Kirstine Elise Pedersen (cello) er uddannet fra både Det Fynske Musikkonservatorium, fra Rostock, solistklassen i Zürich og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i Kbh. Hun har spillet koncerter i det meste af verden, og hun er et stort navn på den internationale folk-scene.
Stærk vokal
Kira Martini er en af de stærke nutidige vokaler på den danske jazzscene. Hun formidler musikkens væsen med kærlighed og autencitet, og har med sit nærvær, og varme stemme, vundet mange hjerter blandt publikum og anmeldere. Hun er en artist, der formår at mixe genrene, på sin hel egen måde, med referencer til både Brasilien, Blues, Soul og Folk. Her er tale om en alsidig, legesyg og veloplagt vokalist & sangskriver, med en personlighed og stemme der går lige i sjælen.“I har virkelig jeres egen tone og stil!”
Også søndag
Søndag 25. maj kl. 11 der det børnenes tur: Så er der børnekoncert for store og små med Dybfølt og Kira Martini.
De tager gæsterne med på en eventyrrejse omkring i musikkens alsidige og magiske verden. Alle kommer langt ud på prærien, ind i de svenske skove, og måske en tur til Brasilien og danse samba. Musikken er en blanding mellem folkemusik, jazz, og elementer fra den klassiske verden.
Der bliver leget, sunget, danset og spillet med glæde og kærlighed til musikken, og alle er inviteret med til fest.












