POLITIK: Kristendemokraterne på Bornholm er klar til kommunalvalget med 10 kandidater

Så er Kristendemokraterne klar med kandidatlisten til kommunalvalget tirsdag 18. november 2025.
På opstillingsmødet torsdag aften blev Niels Chresten Andersen valgt som ny spidskandidat. Han afløser Bjarne Hartung Kirkegaard, der efter 40 år som partiets repræsentant i amtsråd og kommunalbestyrelse ikke ønskede at fortsætte som spidskandidat.
Yderligere niu kandidater er også klar, så den samlede liste tager sig ud som følger:
- Niels Chresten Andersen, Rønne
- Betina Juhl Tychsen, Rønne
- Bjarne Hartung Kirkegaard, Allinge
- Mogens Riis Pedersen, Ibsker
- Martin Pihl Sode, Knudsker
- Martin Kaltoft, Rønne
- Signe Hartung Kjærby, Klemensker
- Anders Due Solgaard, Nexø
- Hans Ole Bech, Aakirkeby
- Hartvig Mumm, Nyker
Niels Chresten Andersen er leder af kommunens EU-kontor, Europe Direct Bornholm, formand for Kristendemokraterne på Bornholm, og har i de sidste to valgperioder været stedfortræder for Bjarne H. Kirkegaard i kommunalbestyrelsen.
Glad for tilliden
Spidskandidat Niels Chresten Andersen siger:
“Jeg er glad for tilliden og stolt af den kandidatliste, vi kan præsentere, med en blanding af både nye og mere erfarne folk. Dem glæder jeg mig til at føre valgkamp med. Vort klare mål er, at KD fortsat er repræsenteret i kommunalbestyrelsen.
Som spidskandidat vil jeg fortsætte den linje, som Bjarne så flot har stået for, præget af troværdighed, trofasthed, respekt for andres meninger, at møde velforberedt, være villig til at indgå kompromiser, at tage ansvar og herigennem være med til at formidle et bredt samarbejde.
Jeg vil arbejde for et bredt og mere stabilt samarbejde i kommunalbestyrelsen og arbejde for at forbedre kommunens økonomi, herunder gennem en mere aktiv erhvervspolitik, der kan sikre flere varige arbejdspladser og tilflytning.
Børns og familiers trivsel, støtte til de socialt udsatte grupper, en både økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling, samt en udvikling til gavn for hele øen er fortsat vore mærkesager,” slutter spidskandidaten for Kristendemokraterne.
På opstillingsmødet blev bestyrelsens udkast til valgprogram drøftet, ligesom der blev orienteret om de aktuelle forhandlinger om et valgforbund og om forberedelserne til Regionsvalget.











