Over 1.000 bornholmere var aktive i modstandsbevægelsen

HISTORIE:  Onsdag 9. april er det 85-året for besættelsen af Danmark og dermed også begyndelsen på den danske modstandsbevægelse – en bevægelse hvor både mænd og kvinder fra Bornholm deltog.

Bornholmske modstandsfolk formentlig fra 1. Kompagnis 5. deling. Foto Frihedsmuseet

Onsdag 9. april i år er det præcist 85 år siden, Hitlers Nazi-Tyskland besatte Danmark. Tyske kampvogne trillede ind over grænsen, mens tyske fly kastede flyvesedler ud om, at besættelsen var en realitet. 9. april markerer starten på den fem år lange besættelse og dermed også den spæde start på den danske modstandsbevægelse. For Bornholm endte besættelsen dog først endegyldigt 5. april 1946.

Mindst 1.105 bornholmere ydede på forskellig vis modstand mod tyskerne. Det kan man se, hvis man søger i Frihedsmuseets omfattende modstandsdatabase.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Modstandsfolk på Bornholm i befrielsesdagene. (Foto: Frihedsmuseet)

 

En af dem var husmor Helga Petersen (1912-1992) fra Hasle, der hjalp folk på flugt – blandt andet med forplejning og logi. Hun er én af de knap 100.000 danskere, der står registreret i Modstandsdatabasen.

Museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen er ansvarlig for Frihedsmuseets arkiv og dermed også for Modstandsdatabasen.

”Mange danskere har haft fornøjelse af at gå på opdagelse i databasen og finde oplysninger om deres familiemedlemmer. Det er nemlig muligt at finde konkrete, navngivne personer og se, hvilken type modstandsaktivitet de var engageret i. Og databasen giver i det hele taget et godt indblik i, hvordan den danske modstandsbevægelse var organiseret, hvilken type modstand der var hyppigst og hvor i landet, den fandt sted,” siger hun.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Illegal radiogruppe på Bornholm. Foto: Frihedsmuseet

 

Gry Scavenius påpeger dog, at det er vigtigt at holde sig for øje, at Modstandsdatabasen ikke omfatter samtlige modstandsfolk i Danmark.

”Vi har ikke haft mulighed for at gennemgå alt kildematerialet, lige som det ikke er alle modstandsfolk, der har afsat sig spor. Hvis vi modtager nye oplysninger, bliver databasen opdateret.”

For eksempel blev modstandsdatabasen udvidet i 2024, da Frihedsmuseet fik kendskab til en hidtil ukendt modstandskvinde, der ikke var registreret i databasen.

Alle kan gå på jagt
Frihedsmuseets Modstandsdatabase er gratis og offentligt tilgængeligt for alle, der har lyst til at dykke ned i de danske modstandsfolk – den kan findes på: http://modstand.natmus.dk/Forside.aspx

Her kan man blandt andet grave sig frem til, at modstandsaktiviteterne på Bornholm omfattede alt lige fra likvideringer, efterretningstjeneste til sabotage og illegal presse.

Du vil måske også synes om

Go’morgen, Bornholm…

MORGENHILSEN: Tirsdag 27. oktober. Solen står op klokken 06.53 og går ned klokken 16.34. Dagen er aftaget med syv timer og 43 min. Bornholmnyt.dk ønsker vore læsere en god tirsdag.   Vejret i dag: Skyet med tørt vejr. Temp. mellem 12 og 13 grader og vinden tiltager og bliver jævn

Læs mere »

Stjal bil fra familiemedlem

  POLITI: Lørdag udspillede et sandt familiedrama sig: Politiet fik en anmeldelse fra en borger om brugstyveri af en personbil. Den pågældende borger havde efterladt sine bilnøgler i et lukket værelse, hvor en 59-årig mand, som var i familie med den pågældende, havde taget nøglerne. Han havde herefter benyttet bilen

Læs mere »

125 år med fællesskab i Nylars

FØDSELSDAG: Søndag 1. november inviterer Nylars Samlingshus hele lokalområdet og alle interesserede til 125 års fødselsdag   I 125 år har Nylars Samlingshus været et sted, hvor mennesker mødes til fællesskab, aktiviteter, fester, foredrag, spisning og gymnastik. Det bliver markeret med en festlig fødselsdag søndag 1. november, hvor både Samlingshuset,

Læs mere »