August er vel den måned, hvor der er mange unge, som kommer i lære, eller som desværre stadig søger og søger en læreplads. En spændende tid for den unge, som nu skal i gang med et arbejds- eller uddannelsesliv og prøve en helt anden form for hverdag end det ”bare” at gå i skole.
Helt fra Middelalderen kender man begrebet at være lærling. ”Lavet (lauget) bestemte læretidens længde, lønnen, antallet af lærlinge på hvert lærested og forholdet mellem lærlinge på hvert lærested og forholdet mellem svende og lærlinge.” (fra Wikepedia).
Efter 1991 hedder det ”at være elev i erhvervsuddannelse.” Der er selvfølgelig forskel men også mange ligheder, og i mange uddannelser taler man stadig om at være lærling.
I dag er man som lærling vel mest på en måske lidt større arbejdsplads, men selvfølgelig også under konstant oplæring, og tiden veksler mellem skole og praksis, indtil uddannelsen er fuldført.
Mange ældre taler med glæde og stolthed om dengang, de var i mesterlære. Man fornemmer, at det var noget ganske særligt.
At være i mesterlære betød, at lærlingen arbejdede sammen med en uddannet person – en mester, som de, hvis det var en god mester, ofte fik et meget nært forhold til, og lærlingetiden blev afsluttet med udførelsen af et svendestykke og en svendeprøve.
I dag kan man komme i Ny Mesterlære, hvis man ønsker en lidt mere praktisk tilgang. Mange har syntes om tanken om en mester, der har nogle lærlinge, og som fører dem til den nødvendige viden og det at udvirke det hele i praksis under mesterens nødvendige opsyn.
Mesterlære var og er det ikke lige det, Jesus ønskede, vi skulle indtræde i?
Gentagne gange i Ny Testamente i Bibelen omtales Jesus som Mesteren, og vi ser ham hele tiden omgivet af sine disciple/ elever/ lærlinge.
Vi noterer os, at han hele tiden har dem for øje, og at han igen og igen vejleder dem og retleder dem. Han sender dem ud i praktik – dvs de skal ud at gøre, hvad han gør – undervise, prædike, at bede for syge, uddrive dæmoner.
Disciplenes opgave under deres oplæring er hele tiden at se og at høre, hvad Mesteren gør, og hvad han siger og så gøre, hvad han gør.
De følger ham og er sammen med ham i ca. tre år. (En ganske almindelig lærlingetid også i dag). De har forladt alle ting, og nu er deres fokus, hvad Mesteren Jesus vil lede dem ud i, og hvad han vil bruge dem til.
Han forbereder dem til de prøvelser, fristelser og den modgang, som de som disciple helt sikkert vil opleve. Ja, han lægger ikke skjul på, at det vil koste noget at være en Jesu discipel, og at den livsform for dem vil vare livet igennem.
Noget af det sidste Jesus siger til disciplene efter opstandelsen er skingrende klart. Det er en befaling:
”Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. ” Mattæus evangeliet kap. 28 vers 18 – 20.
Tænk hvis de ca. 120, der var til stede på pinsedagen, hvor de modtog Helligåndens kraft til at gøre, hvad Jesus havde befalet dem at gøre – tænk, hvis de var blevet hjemme, så havde vi aldrig hørt om Jesus – aldrig hørt om Guds kærlighed og Guds tilgivelse og nåde. Hvor var det godt, at det livsvigtige budskab kom til os/ til mig.
Evangeliet om Jesus er nu gået ud over hele verden. Der er mere end to milliarder kristne ud over hele jorden i dag. Det i sig selv er et stort, stort mirakel.
Men er vi disciple?
Er vi bevidste om, at vi er bestemt til at leve som de disciple, Jesus ønskede, vi skulle blive?
Som de lærlinge vi er, skal vi i vores hverdag se hen til vores Mester Jesus, så vi ved, hvad han ønsker at bruge os til lige netop denne dag. Vi er ikke alene om de opgaver, han lægger hen til os. Jesus lovede jo at være hos os hver dag til verdens ende.
Kristentroen er ikke en privatsag, som nogen måtte mene. Med mund, hænder og fødder er vi i tjeneste under alle forhold. Det gælder ikke om at præstere noget af os selv, men om fuldhjertelig at overgive os til vores Mester Jesus Kristus, så han kan virke igennem os og med os ved sin hellige Ånd.
En bog, som jeg lige nu ikke husker titlen på, fortæller om en præst, som en dag under gudstjenesten blev afbrudt af en stakkels hjemløs mand, som havde brug for hjælp. Det forandrede hans liv og hans tjeneste som præst. Den følgende søndag udfordrede han sin menighed, om de i ugen, der fulgte, ville leve efter devisen: ”Hvad ville Jesus gøre i denne her situation”. Det spørgsmål lovede de at stille sig selv, inden de tog afgørelser eller gjorde noget som helst. Det forandrede livet i den lille menighed og den lille by.
Redaktøren i den lokale avis blev nødt til at skrive sin leder om – en leder, hvor han ellers havde hånet sine politiske modstandere på det groveste, for ville Jesus have skrevet sådan en leder til en avis? Alle mulige andre blev også nødt til at handle anderledes, for ville Jesus gøre sådan og sådan?
“Hvad ville Jesus gøre i min situation?” blev overskriften over menneskers liv.
Det samme spørgsmål kunne du og jeg for øvrigt stille i den uge, der kommer. Det kunne være spændende at få tilbagemeldinger, om I kunne bruge dette spørgsmål i jeres liv her i 2024. Det kunne da være en prøve for os alle – inclusive undertegnede.
Nogen siger, at kirken er blevet en ”feel good” institution, at det hele går ud på selv at få det godt, at kirken altså er et terapeutisk foretagende. Jeg tog det til mig, og det ledte mig til denne klummes indhold. Jesus ønsker, vi skal gå ud og gøre folk til disciple, så alle kommer til at kende ham som Frelser og Herre – altså at vi i stedet for at tænke bare på os selv spreder Guds kærlighed overalt og allevegne, så mennesker finder ind i Guds frelse og i Guds nærvær både her i livet og efter døden.
Det er helt sikkert, tror jeg, at vi alle ville få det meget bedre, hvis vort fokus blev flyttet fra os selv til ønsket og viljen til at leve mere som Jesu disciple, og når det så ikke lykkes, så er Gud der jo med sin tilgivelse og en ny begyndelse. Vi er jo ikke færdige med vores læretid.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
