MUSIK: Bluesbandet “Blueshustlers” spiller i Rønne, Svaneke og i Tejn

I hele tre dage onsdag 20., torsdag 21. og fredag 22. juli rammes Bornholm igen af blå toner fra dengang en spade var en guitar, og en harpe var noget, man blæste i.
Blueshustlers leverer en rå og autentisk blues uden omsvøb og med stor respekt for gamle mestre som Jimmy Reed, Muddy Waters, Magic Sam og Kim Wilson.
Det solidt sammenspillede bluesband udgav for tre år siden albummet ”The Hustle Is On!” med egne såvel som klassiske bluesnumre. Bandet har de sidste år tilføjet endnu mere nyt, traditionstro materiale til repertoiret.
Chicago-blues
Blueshustlers er et rutineret og scenevant orkester med mange års erfaring fra de små spillesteder rundt om i landet – og enkelte afstikkere til mindre festivaler. Sidste år spillede bandet med succes i Svaneke og Aarsdale. Nu gentages mini-touren, hvor der vil blive serveret en ærlig, håndspillet Texas- og Chicago-blues med appel til både ører og dansesko til bornholmere og turister i Rønne, Svaneke og Tejn.
Bandet består af Tom Lazy, guitar, Morten Bak Nielsen, trommer, Allan Gabe, vokal og guitar, Peter la Cour, bas og kor samt Tim Vang, mundharpe og kor.
Her er der blues:
20/7 Store Torv, Rønne kl. 19-21
21/7 Søllings Bodega, Svaneke Torv 2 kl. 19:30
22/7 Smedjen, Tejn Havn kl. 19



