ERHVERV: Den bornholmske rejekoncern Ocean Prawns præsenterer et koncernresultat på 79 mio. kr. efter skat, hvilket er en forbedring på 13 mio. kr. i forhold til 2021.

Samtidig er koncernens egenkapital steget til 826 mio. kr. Der er stadig stor efterspørgsel efter koldtvandsrejer og hellefisk, hvilket har ført til en gunstig udvikling i rejepriserne især i første halvdel af 2022. Dog er koncernen fortsat påvirket af efterveerne af Covid-19 og den urolige situation i Ukraine, hvilket har medført stigende omkostninger. Investeringssiden har også været påvirket af den globale uro på finansmarkederne i 2022, hvor den voksende inflation og de kraftige rentestigninger har skabt udfordringer for investeringsporteføljen. Men samlet set er det et meget tilfredsstillende resultat for 2022.
Stor usikkerhed
”2022 har igen været et år præget af stor usikkerhed i verdensmarkedet og krigen i Ukraine, og jeg glæder mig derfor over, at vi leverer et stærkt resultat, som er det næstbedste indenfor de seneste 5 år. Det er godt at se, at der stadig er god efterspørgsel efter vildtfangede koldtvandsrejer på det globale marked”, siger Kristian Barslund Jensen, tidl. fiskeskipper og nuværende bestyrelsesformand, Ocean Prawns.
”Vores virksomhedsportefølje er bred, og har været påvirket på forskellig vis i det seneste år. Det har gjort os mere skarpe, og samlet set har vores portefølje klaret sig bedre i år”, fortæller Daniel Barslund, adm. direktør, Ocean Prawns. ”Jeg hæfter mig ved, at vores lokale virksomheder på Bornholm har leveret gode resultater, hvilket siger noget om, at der stadig forbruges penge på øen, selv i krisetider.”
Ocean Prawns primære aktivitet er MSC-certificeret fiskeri af rejer og hellefisk, der drives fra hovedsædet i Nexø. Koncernen er dybt forankret på Bornholm, og har investeret mere end 150 mio. kr. til stor gavn for øens udvikling. Dette har resulteret i flere arbejdspladser på Bornholm samt bidrag til skatteindtægter, investeringer og meget mere til øens udvikling.
Ny trawler indtager det arktiske hav
Netop nu lægges der sidste hånd på en nybygget trawler, Atlantic Enterprise, hos Tersan Shipyard i Tyrkiet. Det er koncernens største enkeltstående investering, der cementerer ambitionen om at forblive en af verdens førende producenter af MSC-mærkede vildtfangede koldtvandsrejer og hellefisk. Hun blev søsat i september sidste år, og vil snart være klar til levering, selvom der har været forsinkelser undervejs.
Trawleren er baseret på mere end 40 års fiskerierfaring, hvor Ocean Prawns har været en del af fiskeriets udvikling i det Arktiske Hav. Kristian Barslund Jensen har i mange år selv stået på broen i de stormfulde, kolde og isfyldte farvande ved Canada, Grønland, Nordnorge og Svalbard. Atlantic Enterprise er Ocean Prawns bud på fremtidens kombitrawler til både reje- og hellefiskeri. Trawleren er udstyret med det nyeste udstyr på alle niveauer dvs. fabriksudstyr, fryseri, fiskeudstyr, navigationsudstyr, travlspil og kraner, alt sammen for at være på forkant med fremtidens udvikling og fiskeri.
Lokale investeringer
Ocean Prawns ønsker at bidrage til udviklingen på Bornholm, og har de seneste år investeret i ejendomsudvikling på øen, da der er et behov for nye attraktive boliger af forskellig karakter på øen. Desværre har finanskrisen og lange sagsbehandlingstider ændret på de oprindelige projekter, men Ocean Prawns forventer fortsat, at der skal bygges ejerboliger ved Grynebakken i udkanten af Svaneke og afventer stadig kommunens godkendelse af lokalplaner og byggetilladelser for at kunne bygge lejeboliger i Æbleløkkerne i Rønne Syd.
Rejefiskeri
Koncernens primære aktivitet er rejefiskeri, hvor der årligt fanges omkring 20.000 ton koldtvandsrejer og hellefisk i Nordatlanten, hvilket gør Ocean Prawns til en af verdens største leverandører af MSC-mærkede rejer og hellefisk. Fiskeriet foregår gennem tilknyttede virksomheder og partnerskaber i Canada, Island, EU og Danmark, hvor Ocean Prawns bidrager med management samt teknisk og administrativ assistance.
Koncernens øvrige væsentlige aktiviteter består af finansielle investeringer samt investeringer i lokale bornholmske virksomheder. På Bornholm beskæftiger koncernens virksomhedsportefølje 250 personer og globalt er mere end 730 personer beskæftiget.
Involveret i flere
Ocean Prawns bidrager til den positive udvikling på Bornholm, og er involveret i en lang række virksomheder bl.a. Fugato, Inhouse Bornholm, SJ Bornholm, Svaneke Bryghus, Bornholms Mosteri, Bornholms Ismejeri, Nord + Nord, KH Maskinfabrik, Vinøst, Entreprenørfirmaet Jens Møller Gudhjem samt Bjarne Nielsens Byggeforretning.
Ocean Prawns sponserer desuden det bornholmske badmintontalent Mathias Christiansen og cykelholdet BHS PL Beton Bornholm, som leverer sportspræstationer i særklasse.
Endelig skal det nævnes, at i Danmark ejes fiskeskibe personligt, og Kristian Barslund Jensens resultat af de dansk indregistrerede fiskeskibe indgår derfor ikke i Ocean Prawns koncernregnskab. Det gælder Ocean Tiger, Ocean Laura og Ocean Freja.



