LYSSHOW: Musikhuzet har gennem det sidste år udskiftet og suppleret sit lysanlæg, så man nu råder over noget af det bedste lysudstyr blandt landets spillesteder.

Normalt er det kun langt større spillesteder, der har noget tilsvarende som det nye lys, der kastes ned over scenen i Musikhuzet i Rønne, og det høster da også stor ros blandt tilrejsende musikere og deres lyd- og lys-folk. Dette har kun været muligt med flotte bidrag fra følgende fire fonde: Sparekassen Bornholms Fond, Brødrene E. S. og A. Larsens Legat, Nordea-fonden og Bornholms Brands Fond, oplyser Torben Severinsen fra Musikhuzet.
Tirsdag eftermiddag var fondene samt den bornholmske presse inviteret til demonstration af det nye lysanlæg, hvor Musikhuzets cheftekniker Philip Hansen viste de nye muligheder for lyssætning i Musikhuzet.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Philip Hansen forklarede også om de tekniske fremskridt, der er sket siden Musikhuzet sidst fik nyt lysanlæg, og el-besparelsen og holdbarheden på det nye anlæg. Det tidligere anlæg er fortsat i brug, da det er rykket over i Raschs Pakhuz, der således også er blevet opgraderet. Så publikum i Musikhuzet og Raschs Pakhuz har noget at se frem til ved efterårets koncerter
Også for unge musikere
Mette Brunemark fra Musikhuzet fortalte om hele forløbet fra behovs afgrænsning til ansøgninger, indkøb og implementering af det nye lys. Mette Brunemark kom også ind på vigtigheden af Bornholm, har et regionalt spillested og en professionel scene til stor gavn for især unge bornholmske musikere.
Musikhuzets daglige og kunstneriske leder Peer K. Andersen, og formand for Musikhuzet Erik Lund, talte begge om vigtigheden og betydningen af sponsorater til de bornholmske kulturinstitutioner, og takkede de fremmødte repræsentanter fra fondene.




