I kontinentets ældste fodboldklub, KB, forsøgte man, i alt fald tidligere, at indprente klubbens medlemmer, at de skulle “tabe og vinde med samme sind…”
Jeg har altid syntes, at dette er noget af det smukkeste, man kan gøre – og i alt fald på en sportsbane, hvor konkurrencen ikke gælder liv eller død. Men jeg ved, det er svært…
Efter der er kommet mange penge i sport – i alt fald til de allerbedste – har dette slogan fået yderligere vanskelige vilkår.
Og i takt med samfundets øgede fritid er betydningen af sport – både blandt udøvere og tilskuere – steget i så høj grad, at man f.eks. til fodbold kan få flere tusinde menneske til at hoppe i to timer på en tribune, mens de drikker mængder af fadøl, som de hælder ud over hinanden, når deres hold scorer. Bagefter er der ofte slagsmål og tilstande som ved en mindre borgerkrig. Uværdigt på alle måder…
Og med de enorme pengebeløb, der er til rådighed for de bedste sportsfolk, er det svært at tabe og vinde med samme sind. Men glæden og kammeratskabet ved at dyrke idræt? Hvor blev den af? I alt fald for de bedste udøveres vedkommende?
Allerede salig Harald Nielsen, maskinarbejderlærlingen fra Frederikshavn, der kom på fodboldlandsholdet som 17-årig, oplevede forskellen på at spille med kammeraterne i Frederikshavn og på det professionelle hold i Bologna i Italien, hvortil han kom. Da Harald kom til Danmark for at spille opvisningskampe i København og Frederikshavn var jalousien så stor blandt holdkammeraterne, at de ikke spillede ham gode bolde, så han kunne vise, hvor målfarlig han var.
Så professionelle tilstande har vi haft i mere end en menneskealder, den første danske fodboldspiller blev “solgt” i 1921, så også jeg har forlængst accepteret tingenes tilstand.
De mange penge og prestigen i sport betyder også, at oplagte talenter allerede som helt unge kan spås en stor karriere og enorme formuer i fortjeneste.
De fleste forvalter dette udmærket, og jeg under dem både penge og succes.
Hvad jeg derimod ikke er så glad for er deciderede dårlige rollemodeller. For rollemodeller er berømte og dygtige sportsfolk, rollemodeller for vore børn og unge.
De bedste sportsfolk har formidable vilkår, enorme indtjeninger – og som oftest, her i landet, på basis af en sportsopdragelse og træning i velorganiserede sportsklubber, der giver dem flotte vilkår fra barnsben.
At flere så kvitterer ved at forlade landet og søge i skattely, når pengene senere vælter ind, det vil jeg lade andre om at vurdere.
Men man kunne måske forvente bare en smule god opførsel? Det har heldigvis de fleste, men dem, der er de dårlige eksempler, bliver ofte højt eksponeret – i al fald i visse dele af pressen. Ingen nævnt ingen glemt.
En sportsredaktør på et såkaldt formiddagsblad nærmest hyldede et stort dansk tennistalent, der forleden nåede langt i en stor og berømt turnering i Frankrig, men som udviste pinlig dårlig opførsel, da han mødte sin norske overmand.
Jeg er lodret uenig med sportsredaktøren, der skrev, at vi bare må acceptere talentets dårlige opførsel. Selvfølgelig skal vi ikke det. Vi skal ikke acceptere dårlig og egoistisk opførsel. Her skal vi, da trænere og forældre tydeligvis i dette tilfælde ikke kan, sikre os, at den pågældende både bliver en dygtig tennisspiller – og samtidig lærer at opføre sig ordentligt.
Der er for mange eksempler på, at helt unge sportsfolk med millioner på lommen udviser dårlig og egoistisk adfærd overfor andre. Og jeg mener ikke, at man har lov at opføre sig dårligt og egoistisk – heller ikke, fordi man er god til noget sport.
Måske tværtimod. Og det er da heldigvis også de fleste, der forstår at opføre os ordentligt. Lad os lære dem, der ikke kan, det samme.
Acceptere dårlig og egoistisk opførsel skal man naturligvis aldrig. Ufatteligt, at nogle ikke forstår det…
God weekend…
