Bornholms Teaters nye sæsonprogram byder på mange spændende teateroplevelser med “Sne” og operaen “La bohéme” som flagskibe.

Bornholms Teater har netop præsenteret programmet for den kommende teatersæson 2022-2023.
Et program, som rummer hele 11 forestillinger og som består af både egenproduktioner og eksterne forestillinger fra turnerende teatre – og med egenproduktionen “Sne” og Malmö Operaens “la Boheme” som de helt store trækplastre.
Glæder sig
PR-medarbejder på Bornholms Teater, Kim Caspersen, siger:
”Efter et par Corona-år på pumperne ser vi frem til igen at rulle hele repertoiret ud og koncentrere os om dét, vi er bedst til – nemlig at få publikum i teatret, så de kan blive rørt, bevæget, underholdt og måske endda en smule forarget af en generøs vifte af forestillinger, der favner både den brede og den smalle teaterkunst.

Især glæder vi os selvfølgelig til at præsentere vores næste egenproduktion “Sne”, om snestormen i 2010, som afslutning på Bornholmerkrøniken, men vi har også store forventninger til et eksklusivt operabesøg under Kulturugen, hvor Malmö Opera fylder scenen – og forhåbentlig også salen – med opera-favoritten ’La bohéme’ af Puccini.
Derudover rummer programmet også gratis forestillinger for børn samt gensyn med egenproduktionen “Svaneke”, så vi håber at se mange både velkendte og nye ansigter i salen i løbet af sæsonen!’.
Åbner med “Sne”
Sæsonen åbner lørdag 20. august med “Sne”, som spiller i tre uger, og kort efter følger en minifestival, hvor teatret deltager i fejringen af Dansk Teaters 300-års jubilæum. Det sker med de to gratis børneforestillinger og “La bohéme” som dermed også bliver en del af Bornholms Kulturuge. Måske en idé til de lokale operaelskere kke at vente for længe med at sikre sig en billet?
To af forestillingerne er som nævnt gratis for alle, mens resten indgår i teatrets sæsonkort-ordning, der giver kortholderne adgang til alle forestillinger i programmet – med undtagelse af operaen “La bohéme”. Her får man dog rabat med et sæsonkort. Der kan også købes billetter enkeltvis til alle forestillingerne. Billetsalget og sæsonkortsalget starter mandag 16. maj.
Programmet er tilgængeligt allerede nu via teatrets hjemmeside, mens en trykt udgave kan hentes på Rønne Theater mandag16. maj eller på et af øens biblioteker senere på måneden.



